Stor modstand mod ringvej: - Vi er rystede
Beboere i Dronningborg er stærkt utilfredse med de to tilbageværende mulige linjeføringer, der er for forlængelsen af Ringboulevarden. Også efter et stort borgermøde i går.
I Randers Kommune vil man gerne kæde forstaden Dronningborg bedre sammen med selve Randers by. Det skal ske med en forlængelse af Ringboulevarden. Men udsigten til forlængelsen har længe skabt bekymring i lokalområdet.
Mere end 700 borgere har tilsluttet sig en underskriftindsamling mod de to nuværende forslag om, hvor vejen skal gå, når den vedtagede Klimabro bliver en realitet.
Tirsdag aften var der borgermøde om sagen i Dronningborghallen, og omkring 300 mennesker var mødt op.
Læs også
Frygter skader
Blandt dem var Per Hovmand og hans nabo Merete Bak Lausten. De vil komme til at få den nye vej som nabo, og det bekymrer dem. De er nemlig bange for, at det vil give skader på deres huse.
De er bygget på plastisk ler, som bliver ustabilt, hvis der ikke påføres vand.
- Vi har et hus, som ligger på en skrænt. Hvis det begynder at skride, så kan jeg da godt se revnede vægge og et ubeboeligt hus. Det ville da være det værste, siger Merete Bak Lausten.
Også huspriserne bekymrer.
Læs også
- Så snart det bringes op i nyhederne, så påvirker det folks lyst til at købe hus her, og det vil også påvirke priserne, siger Per Hovmand.
Ingen tillid
De to naboer har ikke tillid til, at Randers Kommune har taget højde for undergrunden.
- Jeg har læst det her materiale, og hvis der var beskrevet, hvordan man vil tage højde for de her ting, så ville min holdning være en helt anden, men det er der vitterligt ikke, siger Merete Bak Lausten.
Til gårsdagens møde var der også dukket politikere op - både de der er for og de, der er imod de to linjeføringer, som er i spil.
- Vi har vækket en masse borgere i Dronningborg med netop at gøre opmærksom på den her fordebat. Vi skal tilbage og kigge på de rigtige løsninger, og det er ikke de her to alternativer, som er i spil, mente Erik Bo Andersen fra Østbroen.
Omvendt er Claus Berggren (V), formand for erhvervs- og planudvalget i kommunen, tilhænger af et af de to alternativer. Han havde et budskab til de bekymrede borgere.
- Det er derfor, vi har fordebatten i dag, hvor folk kan komme og stille alle de her spørgsmål og forhåbentlig få noget af den her usikkerhed væk, som er omkring den her forlængelse, sagde han.
Læs også
Rystede
Dagen derpå er der dog ikke umiddelbart noget, der tyder på, at modstanden mod linjeføringerne bliver mindre.
- Vi er rystede. Vi kom med saglige argumenter, som de ikke svarede på. Vi er alle i grundejerforeningen fuldstændigt rystede, siger Per Hovmand onsdag til TV2 ØSTJYLLAND.
Han har arbejdet med sagen siden 1995, og ifølge ham blev der allerede i 2008 lavet aftale med grundejerforeningen Rismøllen, som han tidligere har været formand for, om en linjeføring, der tog højde for undergrunden - og den aftale mener han nu, at kommunen er løbet fra.
- Vi blev desværre bekræftet i, at det er politikerne, der bestemmer, hvad eksperterne i forvaltningen skal konkludere - godt jeg ikke arbejder der. Berggren lover nu, at hvis der sker skader på vores huse, så må man give erstatning. Det giver jeg ikke meget for, siger Per Hovmand.