Rikke frygter fortsat for trafikkaos – nu kan der være hjælp på vej
Politikerne lægger op til at hjælpe folk som Rikke Ploug i Randers, når en ny havnevej vil give mere trafik forbi hendes hus.
Den nye havnevej i Randers vil uden tvivl give mere trafik på Clausholmvej. Her bor Rikke Ploug Tvedt, og hun frygter for den øgede trafik på vejen. Heldigvis for hende og mange andre arbejder lokalpolitikerne på løsninger.
De vil give tilskud til støjdæmpning hos de berørte beboere, ligesom tiltag som nye cykelstier er i spil.
Det glæder Rikke Ploug Tvedt.
- Det er fint, at de er deres ansvar bevidst, men jeg havde også lidt forventet det. Planerne er blevet trukket ned over hovedet på folk, så det her er det mindste, man kan gøre for os, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Kan komme bagerst i køen
Pengene er dog endnu ikke sat af. Randers Kommune vil først have undersøgt, hvem der bliver mest generet af trafikken til den nye havnevej.
Og her kan Rikke Ploug Tvedt og familien komme bagerst i køen.
Læs også
- Det er formentlig dem, der bor nord for Hammelvej, der vil se den største forøgelse i trafikmængden, og de vil først og fremmest få tilskud til støjdæmpning, siger formand for Miljø- og Teknikudvalget i Randers Kommune Frank Nørgaard (DF) til TV2 ØSTJYLLAND.
- Forvaltningen vil dog gå i dialog med alle berørte borgere, og så må vi se på, hvordan pengene skal fordeles, fortsætter han.
Køber ikke forklaring
Den forklaring køber Rikke Ploug Tvedt dog imidlertid ikke.
Hun medgiver, at andre vil opleve en voldsommere stigning i antallet af biler forbi deres hjem end hende.
For i forvejen kører der mange biler på Clausholmvej, hvor hun bor.
- Men bare fordi vi er vant til mange biler, så skal vi da også have hjælp. Det bliver forfærdeligt for os alle, så det er da dårlig stil, hvis nogen bliver overset, siger Rikke Ploug Tvedt.
I oktober stillede hun sig første gang frem og fortalte om bekymringerne for generne af den nye havnevej, som skal føre bilister ned til den planlagte klimabro.
Frygter at miste et barn
Den vil lede trafikken væk fra Aarhusvej og Randersbro og længere østpå.
- Jeg frygter, at jeg skal miste en af mine børn i trafikken. Jeg har selv mistet en søster på Hammelvej ikke langt herfra, så jeg ved, at det kan ske, sagde hun i oktober Rikke Ploug Tvedt til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Allerede i dag inden trafikstigningen tager hun sine forholdsregler ved Clausholmvej.
Hendes børn må eksempelvis ikke cykle til og fra skole.
- Det får de simpelthen ikke lov til. Det tør jeg ikke. Bilerne kører hurtigt og også hurtigere, end de må. Og der er meget tung trafik.
Vil stadig sætte støjværn op
I oktober fortalte familien om deres planer for at dæmpe støjen ved deres hus.
De havde dengang og har stadig planer om at sætte et støjværn op. Et de håber kommunen vil give dem et tilskud til.
- Vi har tænkt os at sætte et støjværn op, sådan helt rockerborgsagtigt. Den vil tage vores udsigt, og det er da virkelig irriterende. Men det er prisen for at undgå noget af larmen, sagde Rikke Ploug Tvedt.
Nu kan hun og resten af familien så bare vente på, hvad politikere og forvaltning finder ud af i forhold til udmøntning af penge til de trafikramte borgere.
Udmøntningsdelen er nemlig indtil videre udskudt.