Randers FC fik igen løvetæsk i Parken
Randers tabte med fire mål i topbraget mod FC København
FC København var en alt for stærk modstander. Det måtte Randers FC-spillerne erkende efter søndagens nederlag i Telia Parken.
Allerede efter ni minutter kom Randers bagud på et mål af Kasper Kusk, som satte gang i en mållavine.
Næste mål blev sat ind i 26. minut af Youssuf Toutouh, der sparkede bolden forbi målmand Kalle Johnsson, som havde svært ved at stille noget op.
I anden halvleg fortsatte FC København målstimen fra første halvleg. Endnu et mål fra Youssuf Toutouh i 52. minut bragte københavnerne foran 3-0.
Målet blev hurtigt fulgt op af endnu et mål begået af kampens første målscorer, Kasper Kusk. Han skulle kun bruge seks minutter til at cementere resultatet. 4-0 til FC København.
Dermed fik randrusianerne endnu en lussing fra de københavnske 'løver'. Senest de to hold mødtes, dengang også i Parken, tabte Randers FC med tre mål.
Nederlaget mod FC Købenavn sender Randers FC ned på en sjetteplads i Superligaen.
I den kommende uge kan randrusianerne kæmpe for genoprejsning i lokalopgøret mod AGF. Kampen spilles den 6. november klokken 20.30 på hjemmebane.