Protest mod besparelser
Borgere kræver stop for sparerunder
Klokken 16-17 mødes borgere i Randers for at demonstrere mod nedskæringer og besparelser på den kommunale velfærd.
Forældregruppen "Nej til flere besparelser på børn og skole i Randers" samles på rådhustorvet forud for aftenens byrådsmøde for at få politikerne i tale.
Forkerte prioriteringer
- Jeg bliver så hidsig over det her. Der er skåret og skåret og nu er det nok. Der bliver prioriteret forkert, siger Sonja Lind fra forældregruppen til Randers Amtsavis.
- Kommunen har råd til en masse prestigeprojekter, der ikke haster som nyt fodboldtribune og Udbyhøj Havn. De penge burde kunne bruges anderledes, siger hun til avisen.
Hun håber, demonstrationen kan samle et par tusind randersborgere.
En stor del af byrådsmedlemmerne i Randers har sagt ja til at møde op og tale med forældrene.