Nyt parti har ét krav: En Østbro til Randers

Stifterne af partiet Østbroen mener ikke, at Randers Kommune har været lydhøre over for borgernes tilbagemeldinger i debatten om Klimabroen.

Borgere i Randers Kommune får nu mulighed for at sætte krydset et nyt sted, når der skal stemmes til efterårets kommunalvalg.

Listen Østbroen har set dagens lys. 

Østbroens primære mål er at omstøde kommunens plan om en såkaldt Klimabro over Randers Fjord, som et stort flertal i Randers Byråd vedtog i år 2007. 

I stedet ønsker de en Østbro, der skal placeres længere væk fra Randers centrum. De mener, at det vil kunne lede trafikken, der i mange år har belastet Randers by, mest gnidningsfrit gennem byen. 

Østbroen mener ikke, at kommunen har lyttet til tilbagemeldingerne. Stifterne bag partiet har fået henvendelser fra tusindvis af borgere, der ikke er enige i kommunens beslutning om en Klimabro.

Tager nu selv affære

Én af stifterne er tidligere byrådsmedlem for Venstre, Erik Bo Andersen. 

- En Østbro er nødvendig, fordi den fremtidssikrer al infrastruktur i Randers Kommune, siger Erik Bo Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Han henviser til, at der i forlængelse af Østbroen skal bygges en ringvej, der kan lede trafikken uden om byen og samtidig forbinde det store opland nord og nordøst for Randers med motorvejen i vest. 

Kommunen har besluttet, at der skal bygges en klimabro Randers Fjord. Det mener de vil løse både trafikale og klimamæssige udfordringer, og at det samtidig er forudsætningen for byudvikling på de gamle havneområder.
Kommunen har besluttet, at der skal bygges en klimabro Randers Fjord. Det mener de vil løse både trafikale og klimamæssige udfordringer, og at det samtidig er forudsætningen for byudvikling på de gamle havneområder. Foto: Randers Kommune

Erik Bo Andersen og hans medstiftere har gennem foreningerne ”Bevar Bækkestien – klimabro nej tak” og ”Miljøbroens venner” længe forsøgt at ændre kommunens planer. Det er ikke lykkes, og de føler sig derfor nu nødsaget til selv at gå ind i lokalpolitik. 

- Der er masser af borgere, der har gjort indsigelser mod Klimabroen, men vi har ikke nogen partier, der peger på en Østbro. Den eneste måde at gøre noget ved det, er ved at stille op selv, siger Erik Bo Andersen.

Ikke en enkeltsag

Selvom en Østbro er et ultimativt krav for den nystiftede liste, understreger Erik Bo Andersen, at der ikke er tale om en enkeltsag.

- Vi ville ikke have gang på jorden, hvis vi kun ville diskutere en Østbro, siger han.

Hvad deres øvrige politik indeholder er endnu ikke fastlagt. Den skal defineres i samarbejde med dem, der erklærer sig enige i ønsket om en Østbro i løbet af de næste måneder op til kommunalvalget i november. Én ting ligger dog fast.

- Vi vil være bredt funderet hen over midten og forhandle til begge sider. Det er vigtigt for os at søge det bredest mulige flertal, siger Erik Bo Andersen.

Han er overbevist om, at der er opbakning til Østbroen til KV21. 

- Vi forventer at komme ind med tre-fem mandater og dermed være tungen på vægtskålen, når der skal peges på en borgmester, siger det tidligere byrådsmedlem. 

Hvem vil I så pege på?

- Ham eller hende, der vil bygge en Østbro frem for en Klimabro, siger han. 

Debatten om de trafikale udfordringer på Randersbro har stået på længe. Indslaget her er fra år 2015.