Niårige Isabell får travl weekend: Til DM med seks ponyer
Ponyen Dino klarede det flot - men var ikke helt tryg ved TV2 ØSTJYLLANDs fotograf
Niårige Isabell Victoria Frost Jensen kommer ikke til at ligge på den lade side i denne weekend.
Hun deltager i øjeblikket i danmarksmesterskaberne i ridebanespringning for ponyer, som foregår i Stevnstrup ved Randers - og hun stiller op med ikke færre end seks ponyer.
Læs også
Konkurrencen om præmierne er dog stor. Nogle af landets allerstørste ridesportstalenter under 16 år samlet for at kæmpe med om at vinde mesterskaberne.
Heldigvis for Isabell er hun på hjemmebane. Den unge kronjyde rider til daglig i den lokale rideklub i Stevnstrup, og trods sine kun ni år er hun en ret erfaren springrytter.
- Jeg har reddet hele mit liv, fortæller hun til TV2 ØSTJYLLAND, inden hun skridter banen af før fredagens konkurrencer.
Dino er bange for kameraet
I dagens første konkurrence sidder Isabell på sadlen af ponyen Dino. Makkerparret får en god start uden nedrivninger, men ved den sidste af de i alt 12 forhindringer går det galt.
Læs også
- Det var lidt ærgeligt det sidste, fortæller hun efter konkurrencen.
Heldigvis for Isabell og Dino viser det sig, at ingen af de øvrige konkurrenter rider fejlfrit igennem banen.
Dermed er det tiden, der er afgørende - og her er det randrudsianske makkerpar bedre end de øvrige.
Det skulle dog vise sig ikke at være nogen let opgave at komme til præmie-overrækkelsen.
Dino var nemlig ikke helt tryg ved TV2 ØSTJYLLANDs fotograf og fik pludselig kamera-skræk.
Mød Isabell Victoria Jensen i videoen øverst i artiklen. På søndag skal vinderen af DM-guldet findes. Dér vil det vise sig, om niårige Isabell kan gå hele vejen.