Danmarks største udendørs-stævne: 652 heste til start i år
I disse dage afholdes Bækgaarden Horse Festival i Østjylland. Det er Danmarks største udendørsstævne med flere end 3.000 besøgende
Bækgaarden Horse Festival, der finder sted i Nørre Vissing, er lidt af en begivenhed. Faktisk er det den næststørste begivenhed i Skanderborgområdet efter musikfestivalen Smukfest.
Festivalen handler om hestesport, og det er med deltagelse af ryttere fra mange forskellige europæiske nationer. Blandt andet står Norge for omkring 10 procent af alle starter til stævnet.
- Det er et almindeligt landsstævne, som nok er vokset lidt. Det er gået hen og blevet Danmarks største udendørsstævne. Vi har 652 heste til start i år, og det er jo så det største, vi har haft indtil videre, siger medejer af Bækgaarden, Lis Thøgersen.
På festivalen handler det hele dog ikke kun om hestesko og sadler. Der er nemlig også tænkt på at have andet end ridning klar, når Nørre Vissings indbyggertal femdobles i løbet af festivalen.
- Vi prøver at lave det sådan, at folk kan være her og hygge sig. De kan campere, og der er god mad. Der er musik i teltet, og vi prøver på, at dagene ikke skal være alt for lange, således at folk også kan lave andre ting end at ride, siger Lis Thøgersen.
Læs også
Festivalen startede onsdag morgen, og den kører frem til søndag eftermiddag. Det er et springstævne, og der er hele 2.000 starter i løbet af de fem dage, festivalen strækker sig over.
Og så er der selvfølelig tilskuerantallet.
- Jeg vil da skyde på, at vi har en 3.000-4.000 besøgende over de her dage, siger Lis Thøgersen.
Hvis du er interesseret i heste, er tv2østjylland.dk stedet for dig. Herunder kan du se seneste afsnit af vores serie Vild Med Hest. Du kan også finde alle afsnit ved at klikke her: Vild Med Hest.