Kadaver fik Leif til at stoppe bilen: Er der en ulv på spil?
Det er svært at slå fast, hvilket dyr, der har været på spil, vurderer ulveekspert.
Et dødt rådyr i flere dele har fået Leif Bressum til at spørge; er der en ulv på spil tæt på hans bopæl?
Fredag formiddag kørte han på Bødkersmindevej, der ligger mellem Haslund og Tebbestrup ved Randers, da han inde på en mark så et dødt dyr, som vakte hans nysgerrighed.
Først bakkede han lidt tilbage, parkerede sin bil og gik de tyve meter ind på marken til dyret, der lå i flere dele.
- Jeg har aldrig set sådan noget i vores område, og jeg har boet her siden 1970’erne, siger Leif Bressum, der er kendt som ejerne af værtshusene Tante Olga og Macale i Randers.
Det var tydeligt for ham at se, at noget havde haft kløer og tænder i kadaveret. Han tænkte straks, om en ulv kunne være spil i området, hvor der er flere skove og en god bestand af rådyr.
- Det ser lidt voldsomt ud, og der var frisk blod. Jeg tror ikke, det kan være en ræv eller hund, der har lavet det, siger Leif Bressum.
TV2 Østjylland har bedt professor og ulveekspert Peter Sunde fra Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet om at vurdere sandsynligheden for, at der er tale om en ulv.
Han deltager i arbejdet med at overvåge bestanden af ulve her i landet. Hans konklusion er, at det er svært at slå fast, hvilket dyr, der har været på spil ud fra et billede.
- Det kan sagtens være en ulv. Strejfulve dukker op hvor som helst. De dukker også op steder, hvor der ikke er så meget skov, siger han og pointerer, at det lige så godt kan være en ræv eller en hund.
- Selv hvis den skulle være blevet spist på en måde som en ulv ville gøre det, så kan det også være en hund, der har fået fat i et påkørt rådyr. Man vil også være overrasket over, hvad en ræv kan gøre ved et kadaver, siger Peter Sunde.
Han fortæller, at de i visse tilfælde rykker ud til fund som det, Leif Bressum har gjort. Hvis der er spor i området, er det nemmere at slå fast, hvilket dyr, der er tale om.
- Hvis der er fodspor, så kan vi være mere præcise, siger han.
Leif Bressum anerkender, at det lige så godt kan være en ræv eller en hund, der har været på spil. Men han vil være ekstra opmærksom i den kommende tid.
- Min første tanke var, at jeg har to katte og en hund. Der er mange gårde, der har høns, og der er en gård med får længere oppe ad vejen, siger han.
Det er ikke første gang, der er mistanke om, at Randers-området har haft besøg af ulve. I december 2022 kunne vi her på TV2 Østjylland fortælle om to forskellige observationer af ulv omkring Randers.
Ulve spottet nær Randers
Steffanie Joan Nielsen fangede det, hun var sikker på, var en ulv, med et kamera. Det skete i Torsager mellem Viborg og Randers.
- Jeg var sådan lidt uforstående. Hvis der løber noget ude på vejen, plejer det at være et rådyr, men det kunne jeg jo meget hurtigt se, at det ikke var, sagde Steffanie Joan Nielsen dengang.
Kort inden havde Thomas Viktor Bitsch optaget en video af et dyr, som meget vel kunne ligne en ulv. Han så dyret på en mark mellem Haurum og Thorsø nord for Hammel.
I 2018 viste DNA-prøver, at en ulv havde været på spil i Voldum, der også ligger tæt på Randers.