VIDEO: Endnu en mulig ulv spottet på tæt hold
Under en køretur i sidste uge spottede Steffanie Joan Nielsen et dyr, som unægteligt ligner en ulv.
Én eller flere ulve er i dagene op til jul blevet observeret i – eller på grænsen til – Østjylland.
Onsdag i sidste uge stødte Steffanie Joan Nielsen på en mulig ulv, og fangede den på sit kamera.
- Jeg var sådan lidt uforstående. Hvis der løber noget ude på vejen, plejer det at være et rådyr, men det kunne jeg jo meget hurtigt se, at det ikke var, siger Steffanie Joan Nielsen.
Måske den samme ulv?
Hun fik øje på dyret under en køretur ved Torsager mellem Viborg og Randers. Steffanie kørte ind til siden og filmede, mens hun kørte langsomt frem.
- Det var helt fantastisk, når man tænker over det bagefter. Jeg synes ikke rigtig, jeg kunne nå at nyde det, mens jeg var i det, for jeg var så fokuseret på, at jeg ville have et bevis, siger Steffanie Joan Nielsen.
Det var helt fantastisk, når man tænker over det bagefter.
Hun er ikke den eneste, der har haft held med at fange en mulig ulv på kamera.
I sidste uge fik også Thomas Viktor Bitsch en video af et dyr, som meget vel kunne ligne en ulv. Han så dyret på en mark mellem Haurum og Thorsø nord for Hammel.
Ifølge en ulveekspert er der muligvis tale om det samme dyr.
- Flere af de fund kan i princippet godt omhandle det samme individ – et enligt strejfende individ, som tilbagelægger store distancer og dermed bliver set, siger Kent Olsen, som er ulveekspert på Naturhistorisk Museum i Aarhus.
Normal ulveadfærd
Han mener, at der med stor sikkerhed er tale om en ulv i videoen, og at dens adfærd er normal.
- Når en person sidder inde i et køretøj, så forbinder ulve det faktisk ikke med, at der er mennesker til stede. Det er først, når vinduet bliver rullet ned eller man stiger ud af bilen, at ulven erkender, at her er mennesker, siger Kent Olsen.
Ifølge ham er der ingen grund til at være bange for at møde en ulv.
- De eksempler, vi kender til med ulve i Danmark, der søger de faktisk væk. Der er nogle enkelte af de stedfaste ulve, som i perioder kan udvise en interesse for hunde og dermed gå bag folk der lufter deres hund, men de holder alligevel afstand. Vi kan se over årene, at intet tyder på, at de gradvist kommer tættere på, siger Kent Olsen.
I Danmark er der minimum fem enlige strejfende ulve, fortæller han.
Sådan gør du hvis du møder en ulv
Kommer du i nærheden af en ulv vil den oftest stikke af, når den opdager dig. Yngre ulve kan være nysgerrige og derfor er det vigtigt, at du optræder bestemt. Hvis ulven stadig ikke løber væk kan du prøve følgende:
Gå stille og roligt derfra. Optræd bestemt og hold øjenkontakt med ulven - vend ikke ryggen til den. Syng, snak eller råb højt og vredt. Skrig ikke, som om du er bange.
Løb ikke, idet det dels kan udløse en forfølgelse, dels vil det øge risikoen for, at du falder, hvilket kan udløse et angreb.
I sjældne tilfælde hvor ulven følger efter, skal du stoppe op og gøre dig stor ved at holde arme og tasker over hovedet. Råb og klap i hænderne. Tag hellere et par skridt imod ulven end væk fra den. (Har du noget, der kan lave høj larm, som et båthorn eller en musikafspiller, så brug det.)
Hvis ulven imod alle odds angriber - spil ikke død, men slå og spark, så meget du kan. Kravl eventuelt op i et træ - ulve kan ikke klatre i træer.
Kilde: Miljøstyrelsen