Christina frygter for sin datters fremtid: - Det er helt ind i hjertet

Stort underskud kan betyde mindre personale på Randers Specialskole. Både bestyrelse og forældre frygter konsekvenserne. Kommunen vil sætte gang i undersøgelser.

Flere forældre til børn på Randers Specialskole frygter for skolens fremtid - og for børnene.

Det skyldes, at skolebestyrelsen mener at vide, at et der er et underskud på 16 millioner kroner på vej, og det vil have alvorlige konsekvenser. Det mener skolebestyrelsesformand Nete Ankerstjerne.

- Jeg frygter, at de kommer til at sidde endnu flere i klasserne, end de gør nu. Endnu færre lærere og pædagoger til at sikre de her børns trivsel og læring.

- Det vil få de konsekvenser, at de er nødt til at fyre personale, siger hun.

Skolebestyrelsesformand Nete Ankerstjerne er bange for, at underskuddet på skolen får betydning for antallet af personaler og dermed i sidste ende går ud over eleverne.
Skolebestyrelsesformand Nete Ankerstjerne er bange for, at underskuddet på skolen får betydning for antallet af personaler og dermed i sidste ende går ud over eleverne. Foto: TV2 ØSTJYLLAND

Frygter for datters fremtid

Christina Holst Thomsen er mor til Simone, som går i 9. klasse på skolen. Mentalt fungerer Simone som en fem-årig.

- Jeg frygter for hendes fremtid. Det gør jeg. Og det er helt ind i hjertet, siger en tydelig berørt Christina Holst Thomsen.

Randers Specialskole føler sig snydt af kommunes forvaltning. Ifølge skolen visiterer Randers Kommunes konsulenter eleverne til skolen forkert. Det betyder, at der følger alt for få penge med de ressourcekrævende elever. Børn, som med tiden er blevet mere komplekse at undervise.

Christina Holst Thomsens datter Simone fungerer mentalt som en fem-årig, selvom hendes alder gør, at hun går i 9. klasse. Her sidder hun og leger med perler.
Christina Holst Thomsens datter Simone fungerer mentalt som en fem-årig, selvom hendes alder gør, at hun går i 9. klasse. Her sidder hun og leger med perler. Foto: Privatfoto

- Det er da et kæmpe chok. Simone kan ikke være i skolen, fordi der ikke er ro til, at hun kan være i det. Hun er gået fra en sød, mild og kærlig pige til at slå personalet, siger Christina Holst Thomsen.

Og hvordan kan du være sikker på, at det skyldes personalet eller mangel på samme?

- Jamen det er noget stabilitet og forudsigelighed. De her børn er så sårbare i forvejen, at ganske små forandringer har stor indflydelse for dem.

Randers Specialskole

Tilbundsgående undersøgelse

Skolechefen i Randers Kommune vil nu have en tilbundsgående undersøgelse af det påståede underskud.

- Vi er nødt til at skulle ned i regnearkene og forklaringerne og ned og se, hvad Randers Specialskole oplever, siger skolechef Carsten Fredslund Andersen.

Byrådsmedlem Henriette Malland (S) gik blandt andet til valg på netop at forbedre tingene på Randers Specialskole. Hun er desuden medlem af skolebestyrelsen. Hun mener, at der skal gøres noget fra politisk side nu.

- Jeg vil løfte den her sag op i udvalget og så i byrådet og sætte fokus på, at vi har nået en situation, hvor det her ikke kan bære længere. Vi er nødt til at gøre noget nu, konstaterer hun.

Har du tillid til, at forvaltningen gør det rigtigt, når den visiterer?

- Det er jeg nødt til at have som byrådsmedlem. Jeg kan ikke forvalte på anden måde. Vi byrødder er nødt til at sætte vores lid til de oplysninger vi får og de midler, vi har til rådighed.

Sagen er på dagsordenen i skole- og uddannelsesudvalget 7. marts.