Jeanette frygter, at skole bliver glemt: - Det går ud over børnene

Mens politikerne overvejer, hvordan de løser Favrskov Kommunes mange byggeprojekter, lurer en ny økonomisk udfordring med energipriser på himmelflugt.

Beskidte og slidte toiletter, tag med huller, utætte vinduer og faglokaler, der halter efter tidens behov. Tungelundskolen fra 1958 i Thorsø kræver en større renovering - det har Favrskov Kommune erkendt - men nu sås der ny tvivl om tidsplanen. 

quote Selvom jeg har et af mine tre børn i børnehaveklasse, så tænker jeg tit på, om det når at ske, eller politikerne bare udsætter det igen.

Jeanette Bach Brinks, mor til tre.

Jeanette Bach Brinks er mor til tre og bekymret for yderligere udskydelser. Og hun er bange for, at skolens tilstand kraftigt forværres, hvis der ikke skrides ind.

- Det er på ingen måde rimeligt. Jeg frygter for fugt og mug efterhånden, siger Jeanette Bach Brinks.

Favrskov kommune havde før byggematerialernes himmelflugt i 2021 afsat 165 millioner til flere renoveringsprojekter. Den tungeste økonomiske post er Tungelundsskolen, hvor Favrskov Kommune forventede, at renoveringsprojektet ville koste godt 43 millioner kroner.

Men kommunen måtte udsætte en række projekter - herunder Tungelundskolen. For de pristilbud, kommunen fik i forbindelse med udbud, var 70 procent højere - angiveligt på grund af coronakrisen.

Materialepriser fortsat høje

Men priserne på byggematerialer er imidlertid af andre årsager fortsat høje. 

Hvor coronakrisen betød lange forsinkelser og deraf dyrere priser, er det nu de rekordhøje energipriser, som er udfordringen, forklarer underdirektøren i Danmarks største erhvervsorganisation inden for byggebranchen.

- Energi er blevet rigtigt dyrt. Gas er steget hele 249 procent og el 134 procent i 2021 sammenlignet med 2019, som var et normalår, siger Elly Kjems Hove, underdirektør i Dansk Industri DI Byggeri.

De fortsat høje priser på byggematerialer skyldes, ifølge hende, at varer som stål, glas til vinduer, beton og gipsplader i byggeprocessen er forbundet med meget varme og energi, og det koster på bundlinjen. 

Kommer det til at ske?

Ifølge Dansk Industri er det ikke til at sige, hvornår materialepriserne falder igen.

Situationen får Jeanette Bach Brinks til at tænke på, om en forestående renovering overhovedet når at komme hendes egne børn, der går i børnehaveklasse, tredje og sjette klasse, til gode.


- Jeg er spændt på, om der overhovedet kommer til at ske noget, mens mine børn går på skolen, siger Jeanette Bach Brinks og fortsætter:

- Selvom jeg har et af mine tre børn i børnehaveklasse, så tænker jeg tit på, om det når at ske, eller politikerne bare udsætter det igen, siger hun. 

Dumpekarakter til bygning

I 2021 blev der lavet en tilfredshedsundersøgelse blandt forældrene på Tungelundskolen.

Blandt de 10 spørgsmål, forældrene bliver stillet, er det netop 'skolens fysiske rammer indendørs', som får dumpekarakterer.

Og hjemme hos familien Brinks er beretningerne om en hverdag med gamle stole og borde ikke et sjældent samtaleemne.

- Toiletterne er ret klamme og helt slidt op. Der er ikke så rart, siger Malthe Bach Brinks, som går i tredje klasse på Tungelundskolen.

Heller ikke skolebestyrelsen er imponerede over, hvad skolen kan tilbyde børnene.

- Vi har elever, der fravælger at drikke vand fra vandhanen ved toiletterne, fordi de helst ikke vil være der. Det er vel nærmest sundhedsfare for elever, at de ikke ønsker at gå på toilettet, sagde Mia Lind Kjærulff, formand for skolebestyrelsen på Tungelundskolen, i november til TV2ØSTJYLLAND.

I 2021 dumpede flere forældre skolens indendørs rammer i en større tilfredsundersøgelse.
I 2021 dumpede flere forældre skolens indendørs rammer i en større tilfredsundersøgelse.

Ny plan på vej

Alle gruppeformænd i byrådet er nu indkaldt til et statusmøde tirsdag aften. Her vil alle blive informeret om renoverings- og byggeprojekter, Favrskov Kommune står over for.

Hvis det står til den socialdemokratiske gruppeformand, bør Tungelundskolen prioriteres, fordi skolens rammer er forældet.

- Der er jo en grund til, at den har været højt prioriteret tidligere, men de høje priser har overvældet os. Men Tungelundskolen har en høj prioritet, siger Isabell Friis Madsen gruppeformand i Socialdemokratiet og 2. viceborgmester i Favrskov Kommune.

Den dystre prisudvikling på energipriserne bekymrer dog gruppeformanden.

- Det gør mig bekymret, fordi vi ikke har flere penge, end vi har. Havde vi en spåkugle i forhold til prisudvikling, ville vi være godt hjulpet, siger hun.

Udover Tungelundskolen handler det blandt andet også om Korsholm Skole i Foldby, planlagte nye daginstitutioner, et nyt plejecenter i Hadsten, en udvidelse af et botilbud i Hammel – og en ny ungdomsklub ved Kulturhuset Sløjfen.

Favrskov Kommune liste over bygge- og renoveringsprojekter
Favrskov Kommune liste over bygge- og renoveringsprojekter

Hvis du har et tip, du mener, TV2 Østjylland skal se på, så kontakt din lokalreporter. Du finder alle kontaktoplysningerne her.