Brians hus er bygget med "stylter" på
Oversvømmelser og klimaforandringer kan ændre den måde, vi tænker husbyggeri på.
Et hus på stylter?
Ja, det lyder lidt vanvittigt. Men det er ikke desto mindre, hvad Brian Lund har bygget i Randers.
Klimaforandringer betyder, at der kan blive brug for nytænkning, når det gælder vores boliger, og det er også det, der har fået Brian Lund til at tænke ud af boksen.
- Hvis du bygger ned til vandet og i området her, så er du nødt til at tage højde for det, siger han.
Har lavet specialkonstruktion
Vandet er faretruende tæt på Brian Lunds kolonihavehus, og derfor har den lokale tømrer sørget for en ganske særlig teknik, der kan holde vandet ude.
Huset står på nogle store armerede betonklodser, der er støbt med et hul, hvor der er nogle kraftige gevindstænger.
Så kan Brian Lund bruge et værktøj til at dreje på gevindstængerne og på den måde hæve hele huset.
Huset kan hæves en halv meter ved at skrue på gevindene, og hvis hele huset skal hæves, tager det cirka en dag.
- Nu kan vi sove trygt om natten og ikke være bange for, om huset tager skade af de vandmasser, der måske på et tidspunkt kommer, fortæller Brian Lund.
Kan være fremtidens løsning
Huset på stylter er en original løsning til Brian Lunds hus. Men måske er det slet ikke så tosset en idé.
Det mener i hvert fald professor ved institut for byggeri og bygningsdesign, Lars Vabbersgaard.
- Jeg synes, at det er en spændende idé. Og jeg kunne godt forestille mig, at der kommer flere af denne type løsninger, siger professoren og tilføjer:
- Om det så er en god idé, må tiden vise.