Efter ni måneder i skadeshelvede: Fantastisk at være tilbage
Det var et kæmpe personligt skridt for Brandur Hendriksson, som fik et kvarter på banen, da Randers FC søndag eftermiddag tabte til Silkeborg
Sidste vinter var Randers FC på træningslejr i Tyrkiet. Dagen inden turen gik hjemad var der planlagt en reserveholdskamp mod Vejle, der holdt til i samme by som kronjyderne.
Brandur Hendriksson havde leveret nogle fornemme præstationer i træningslejrens to første kampe, hvor det blandt andet blev til et mål direkte på frispark. Han lignede en stensikker brik i daværende træner Ólafur Kristjánssons startopstilling.
Læs også
Men i kampen mod Vejle lyder der pludselig et smæld efterfulgt af et færøsk skrig, der gav kuldegysninger i den tyrkiske varme. Brandur Hendriksson måtte lade sig skifte ud, og han var med det samme klar over, at det ikke så godt ud.
Arbejdet på det i ni måneder
Uheldet skete den 12. februar. Vi spoler nu tiden frem til søndag eftermiddag den 3. december. 295 dage senere kunne den færøske tekniker endelig løbe på banen til en fodboldkamp igen - endda uden at have fået minutter på reserveholdet først. Det skete, da han efter 75 minutter erstattede Jonas Bager.
- Det er fantastisk. Det er det, jeg har arbejdet hårdt for i ni måneder nu. Det var ikke planen, at jeg skulle spille før efter jul, men det er gået godt, og jeg kan ikke mærke noget til skaden. Så vi tog den beslutning, efter nøje overvejelser at det skulle være nu.
Læs også
- Så det var skønt, en dejlig følelse. Og dejligt at være i konkurrencemiljøet igen, selvom vi desværre taber i dag, forklarede Brandur Hendriksson efter kampen.
Glæder sig allerede til næste kamp
Selve holdets indsats kunne han langt fra være tilfreds med. Randers FC tabte nemlig 3-2 efter en første halvleg i kontrol, hvor man førte 2-1. Brandur Hendriksson fik et kvarter på banen, og selvom han ikke formåede at vende kampen, var han godt tilfreds.
- Trods alt synes jeg sgu, det gik fint. Jeg fik et par boldberøringer og fik spillet et par bolde fremad i banen. Men på ti minutter og bagud 3-2, så var det lidt svært. Men det skal nok komme.
Efter en mildt sagt hård tid på tilskuerpladserne, så var comebacket en vigtig milepæl i den unge færings karriere.
- Jeg har det godt. Det må jeg bare sige. Trods et nederlag i dag, så er det et kæmpe skridt for mig at komme tilbage. Kroppen har det godt, mentalt har jeg det lidt hårdt lige nu, men jeg er i god forfatning, og jeg glæder mig allerede til næste kamp og til foråret, hvor der er en masse spændende kampe.
Brandur Hendriksson kan få flere minutter i benene mandag den 11. december, hvor Randers FC lukker efteråret ned på hjemmebane mod FC Midtjylland.