Vi får en flot søndag
Solrigt og lunt efterårsvejr
Der er gode muligheder for, at efteråret viser sig fra sin pæneste side, hvis man søndag går tur i skoven eller i den lokale park.
Ifølge TV 2 Vejret tyder meget på, at østjyderne søndag får solen at se store dele af dagen.
Skulle skyerne møve sig ind foran solens stråler, kan vi under alle omstændigheder glæde os over, at vinden fra syd giver dagtemperaturer på over 10 graders varme.
- Det er lidt over gennemsnittet for november. Der kommer i hvert fald ingen nedbør nogen steder. Så det bliver fint vejr til en travetur med svigermor, hunden eller hvem vi nu synes, vi skal have med ud til en lille luftforandring, siger TV 2 Vejrets Per Christiansen i TV 2 | ØSTJYLLANDs vejrudsigt lørdag aften.
Desværre ser søndag ud til at blive den eneste dag med flot efterårsvejr i den kommende periode. Allerede mandag vender regnbygerne formentlig tilbage, vurderer TV 2 Vejret.
Se den østjyske vejrudsigt i videoen øverst i artiklen.