En ubetænksom tyv er årsag til, at flere dyr er døde i en dyrehandel i Randers.
Tyven brød i weekenden ind i en dyrehandel på Østervold, og efter at han havde stjålet flere papkasser med varer, forlod han stedet uden at lukke døren efter sig. Dermed kunne nattekulden uhindret sive ind i lokalet, og det var tilsyneladende mere, end dyrene kunne tåle.
Ifølge Randers Amtsavis er en dværgpapagøje, to kanariefugle og en finke indtil videre døde af lungebetændelse, og i løbet af de kommende dage vil flere sandsynligvis lide samme skæbne. Selv om en stribe dyr er i medicinsk behandling, frygter ejerne nemlig, at de ikke kan reddes.