OVERBLIK: Flere Venstre-folk ønsker Ellemann som formand

Politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen (V) bliver af flere udpeget som mulig ny formand i Venstre.

Flere peger på at Jakob Ellemann-Jensen, der er valgt i Østjyllands storkreds, vil være et godt bud på en ny formand i Venstre. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Der gik ikke længe, fra at Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen meldte sin afgang som formand, til at flere profiler i partiet meldte deres støtte til Jakob Ellemann-Jensen som kommende formand for partiet. 

Læs også Bagland peger på østjysk politiker som ny Venstre-formand

Flere pegede endda på den politiske ordfører, allerede før formandskabet trak sig.

Lørdag ville Jakob Ellemann-Jensen dog hverken af- eller bekræfte, at han stiller op som formandskandidat ved et ekstraordinært landsmøde 21. september.

Læs også Ellemann afviser snak om formandspost: Der er brug for refleksion

Få et overblik over nogle af de Venstre-folk, som åbent støtter Ellemann-Jensen her:

Michael Aastrup Jensen, folketingsmedlem:

- Vi bliver nødt til at se fremad, så vi kan stoppe al den ødelæggende snak om fløje, så der fremover kun er en fløj - nemlig Venstre. Til den opgave, mener jeg personligt, at Jakob Ellemann-Jensen vil være det bedste bud som formand for vores parti, skriver han på Twitter.

Jacob Jensen, folketingsmedlem:

- For mig er der ingen tvivl om, at Jakob Ellemann-Jensen bør være Venstres næste formand. Han kan samle partiet og bringe os videre, skriver han på Twitter.

Martin Geertsen, folketingsmedlem:

- Nu skal vi alle selvfølgelig have tid til at komme os. Men håber og tror, at vi kan samles om Jakob Ellemann som ny høvding i Venstre, skriver han på Twitter.

Marcus Knuth, folketingsmedlem:

- Jeg håber, at Jakob melder sit kandidatur snart, så vi igen kan få samlet Venstre, skriver han på Facebook.

Anni Mathiesen, folketingsmedlem:

- Jakob favner bredt i gruppen, og han har de menneskelige egenskaber til at klare opgaven som formand, siger hun til Jyllands-Posten.

Preben Bang Henriksen, folketingsmedlem:

- Der er heldigvis masser af gode kræfter i Venstre, som vil blomstre op, hvis de får muligheden for det. Personligt kan jeg selvfølgelig ikke undlade at bemærke, at Jakob Ellemann-Jensen umiddelbart vil være mit bud, sagde han til DR Nyheder allerede før Løkkes afgang.

Læs også Østjyder peger på Ellemann som ny formand

Erling Bonnesen, folketingsmedlem:

- Jakob Ellemann-Jensen bliver nævnt af mange, og han vil være et godt bud som formand, siger han til TV2 Fyn.

Ulrik Wilbek, Venstre-borgmester i Viborg:

- Jeg er ikke et sekund i tvivl. Det skal være Jakob Ellemann, siger han til TV2.

Ib Lauritsen, Venstre-borgmester i Ikast-Brande:

- Jeg er ikke i tvivl om, at alle pile peger på Jakob Ellemann-Jensen, så det er nok også det, jeg vil sige, sagde han, allerede før Løkkes afgang.

Lars Krarup, Venstre-borgmester i Herning:

- Jeg vil ikke afvise, at det er den rigtige model. I hvert fald har Jakob Ellemann gjort sig parat over flere år i Folketinget og er en vellidt og dygtig mand. Jeg tror på mange måder også, at han kunne være et godt bud, siger han til TV2.

Blå bog: Jakob Ellemann-Jensen

Født: 25. september 1973 (45 år).

 

Fødested: Hørsholm.

 

Søn af tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og tidligere chefredaktør

Alice Vestergaard. Han er bror til Karen Ellemann, der også er i Folketinget for Venstre.

 

Uddannelse: Cand.merc.jur. fra Copenhagen Business School i 2002.

 

Civilstand: Han er far til tre børn. De to første fik han med sin tidligere hustru, Rikke Ellemann-Jensen. Han har også et barn med sin nuværende hustru, Anne Marie Preisler.

 

Karriere:

 

Politisk ordfører fra 2015 til 2018 og igen fra 2019. Miljø- og fødevareminister fra 2018 til 2019.

Folketingsmedlem for Venstre i Østjyllands Storkreds fra 18. juni 2015.

Folketingsmedlem for Venstre i Fyns Storkreds fra 15. september 2011 til 18. juni 2015.

 

Kilder: Ritzau, Folketinget, Jyllandsposten

Kilder: Ritzau, DR, Jyllands-Posten og TV2.

/ritzau/