Østjysk charterbureau: Der er ingenting at frygte
Aarhus Charter beroliger gæster, der skal rejse med dem til Grækenland. Efter nattens jordskælv går ferielivet nu videre
Den græske ferieø Kos blev i nat ramt af et jordskælv, og et større område ved turistdestinationer i Grækenland og Tyrkiet er påvirket af rystelserne, der har kostet flere menneskeliv og forårsaget store ødelæggelser.
Men nu er der ved at være ro på igen, melder Aarhus Charter.
Læs også
Sådan er det i hvert fald på Rhodos, hvor selskabet har gæster og fortsat vil sende rejsende ned.
- Der er ingenting at frygte. Vi har været i dialog med vores destinationspersonale, og alt er fred og idyl. Ferielivet går sin vante gang igen på Rhodos, siger bureauchef hos Aarhus Charter, Henrik G. Jensen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Han forklarer, at man løbende holder sig opdateret om situationen via Udenrigsministeriet og sit personale i området.
- Vi følger jo med, fordi det er vigtigt, at vores gæster har det godt, hvor de er. Det er ikke usædvanligt med jordskælv dernede, men det her har været kraftigere end normalt. De lokale er dog vant til dem, og ved hvordan de skal håndteres, forklarer Henrik G. Jensen.
For Aarhus Charter er det samtidig glædeligt, at Rhodos ikke er blevet lige så hårdt ramt som eksempelvis flere af de tyrkiske destinationer som Bodrum, og selvfølgelig har også Kos oplevet større ødelæggelser.
- På Rhodos har vi haft nogle få gæster, der blev vækket af rystelser i nat, men ellers er øen minimal ramt i forhold til Kos og Tyrkiet, siger Henrik G. Jensen.
Du kan se interview med ham i videoen øverst i artiklen.