Omvendt rambuktyveri mod møbelforretning
Det lykkedes ukendte gerningsmænd at stjæle designmøbler for 170.000 kroner fra en møbelforretning ved Hadsten.
Først blev et vindue smadret. Derefter blev en trækrem sat fast på butikkens rullegitter og trukket ud ved hjælp af en bil. Østjyllands Politi betegner nattens indbrud mod Rosborg Møbler ved Hadsten som et omvendt rambuktyveri.
- Det er første gang vi oplever, at indbrudstyve går efter møbler, som står i vores sikringsrum. Det er ellers både sikret med gitter og røgkanon, siger Rasmus Ernstorn fra Rosborg Møbler til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det er langt fra første gang, at Rosborg Møbler har ubudne gæster. Rasmus Ernstorn fortæller, at forretningen de seneste år har været plaget af indbrud tre til fire gange årligt.
Udbyttet ved nattens blev blandt andet PH-lamper og seks læderbetrukne Arne Jacobsen stole.
- Indbrudstyvene har vidst præcis, hvad de gik efter, de har været yderst målrettede, siger Mogens Brøndum politikommissær ved Østjyllands Politi, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Rosborg Møbler overvejer nu at opsætte kameraovervågning i skringsrummet for at være endnu bedre rustet mod fremtidige indbrud.