Motorcyklist påkørte rådyr

En 45-årig motorcyklist kom slemt til skade, da han sent onsdag aften kørte ind i et rådyr nær Randers.

En 45-årig mand blev kort før midnat onsdag aften kvæstet ved et færdselsuheld på Grenåvej i Assentoft ved Randers.

Den 45-årige kom kørende på sin motorcykel, da en råbuk pludselig sprang tværs over vejen.

Motorcyklisten ramte dyret og væltede. Den 45-årige mand blev indlagt på Regionshospitalet Randers med flere brækkede ribben.

Rådyret døde ifølge Østjyllands Politi af sine kvæstelser.