Kritik af Rasmus Trads-flytning
Bedrageridømts afsoning på Pension Skejby bliver mødt med stor forundring hos Dansk Folkeparti.
Rasmus Trads, der angiveligt var mand for de berømte falske André Lublin-underskrifter i PFA-sagen, er blevet overflyttet til Pension Skejby i det nordlige Århus.
I 2001 blev den 58-årige tidligere PFA-direktør idømt fire års fængsel for dokumentfalsk og bedrageri for 3,6 milliarder kroner.
Sidste sommer blev han overflyttet til Randers Arrest, for at tage hensyn til Trads' skolegang, der foregår på den et-årige diplomuddannelse på Danmarks Journalisthøjskole.
I januar i år blev Rasmus Trads så flyttet til Pension Skejby. Angiveligt for at give manden mulighed for at koble sig på internettet.
- Det er simpelthen for meget. Jeg tror, at mange er forfærdede over, at Rasmus Trads nærmest kan færdes som en fri mand og griner højt, fortæller Birthe Skaarup, der er Dansk Folkepartis lokale folketingsmedlem. Ifølge Jyllands-Posten rejser MF'eren sagen af principielle årsager, og ikke fordi hun er snerpet.
Hun kræver nu en redegørelse fra justitsminister Lene Espersen (K).