Kamphunde aflivet efter misrøgt
Politiet i Århus har efter et anonymt tip anholdt to personer, der havde fem misrøgtede kamphundehvalpe i bilen.
Århus Politi sigtede onsdag aften to personer for ulovlig hundehandel.
Politiet havde modtaget et anonymt tip og standsede de to polske statsborgere i deres bil ved Brabrand. Med sig i bilen havde polakkerne fem hundehvalpe - en Bull Terrier og fire Staffordshire Terriere.
De stærkt misrøgtede hunde havde talrige sår og rifter og måtte derfor alle aflives.
De fem hvalpe var desuden så unge, at alene deres alder gør dem ulovlige at sælge.
Det er endnu uvist, hvordan hundene har fået de mange skader, ligesom det heller ikke ligger fast, hvilke planer polakkerne havde med dem. Århus Politi skal derfor undersøge, om de fem hvalpe skulle have været anvendt til de ulovlige hunde- kampe, der påstås at finde sted i Gellerup-området.
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om sagen
i dagens udsendelser.