Håb for splittet flygtningefamilie
Myndighederne udsætter udvisning af georgisk familie, der er blevet adskilt fra handicappet datter på Djursland.
Det lysner en anelse for en georgisk flytningefamilie på Røde Kors centret i Ebeltoft, som de danske myndigheder vil splitte ad, skriver UgePressen Djursland.
Integrationsministeriet går nu i gang med at behandle en klage fra familiens advokat. Og helt usædvanligt har ministeriet udsat udvisningen af familiefaderen Tariel Mustoev og en 17-årig søn, så længe klagen bliver behandlet, skriver UgePressen.
Som tidligere omtalt i TV2 / ØSTJYLLAND er politikere og embedsmænd i Ebeltoft rystede over, at det meste af familien skal udvises. Den får dermed ikke lov til at blive hos en handicappet datter, som har fået opholdstilladelse og bor på et plejehjem i Tirstrup på Djursland.