Delaftale indgået i Århus
Mere i løn til social- og sundhedsassistenterne. Aftalen har intet med strejken at gøre siger kommunen.
Efter et stormøde torsdag aften har fagforeningen FOA (Fag og Arbejde, red.) indgået en delaftale med Århus Kommune på vegne af de social- og sundhedsassistenterne.
Aftalen betyder, at plejepersonalet får et engangsbeløb på 3.000 kroner, samt at de fuldtidsansatte får 500 kroner ekstra i månedsløn.
Desuden får alle deltidsansatte retten til at blive fuldtidsansatte, hvis de ønsker det. Og som det fjerde punkt i aftalen er parterne blevet enige om at forhandle videre om tre måneder.
I følge direktør for sundhed og omsorg i Århus Kommune, Hosea Dutschke, har aftalen intet med den aktuelle strejkesituation at gøre.
- Det her er en aftale omkring lønpuljer, som vi har diskuteret siden efteråret. En aftale vi gerne ville have haft afsluttet for et stykke tid siden, men som først er blevet afsluttet nu, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Der var cirka 200 strejkende med til mødet, og efterfølgende stemte et flertal på omkring 80 procent for aftalen, mens omkring 20 procent stemte imod.
Aftalen er stadig ikke formelt underskrevet, men Hosea Dutschke forventer, at det sker i morgen.