Bank fortsætter nedturen
Har få dage til at finde en redningsplan
Østjydsk Bank med hovedsæde i Mariager er fortsat hårdt presset.
Mandag fortsatte bankens aktier med at falde, efter at de fredag tog en gevaldig rutsjetur nedad. Med et fald på 2,5 procent var mandagens fald dog mere beskedent end i fredags, hvor aktierne faldt hele 35,8 procent.
Østjydsk Bank er blevet sat under pres, efter at det østjyske pengeinstitut har haft besøg af Finanstilsynet. Banken har indtil den 10. juli til at komme med en plan for genopretning af solvensen.
For at klare frisag kan banken enten få tilført penge udefra eller forsøge at indgå i en fusion eller et salg til et andet pengeinstitut.
- Det er meget beklageligt, at banken er kommet i denne situation, og jeg vil gerne understrege, at vi ikke er enige i Finanstilsynets vurdering af behovet for nedskrivninger, har bankdirektør Max Hovedskov tidligere udtalt i en meddelelse.
Østjydsk Bank har i alt syv afdelinger. De ligger alle i Randers og i byens nordlige opland.