AGF spillede uafgjort mod Vejle
For fjerde kamp i træk forhindrede århusianerne deres modstandere i at score. Søndagens træningskamp mod Vejle endte 0-0.
AGF's forsvar går et godt forår i møde. I hvert fald hvis århusianerne i den bagerste kæde holder samme standard som i de seneste fire træningskampe.
Søndag formåede AGF'erne igen at holde nullet, da de i en træningskamp mødte 1. divisions tophold, Vejle, på udebane.
Kampen mellem de to traditionsklubber endte uafgjort 0-0.
Ifølge AGF's officielle hjemmeside bed Vejle godt fra sig. Den gode modstand kom dog ikke bag på århusianernes træner, Ove Pedersen.
- Det overrasker mig ikke. Vejle er en tand længere fremme i deres forberedelser. De er lige kommet hjem fra 14 dage i Florida og virkede lidt skarpere. Men igen ærgrer det mig, at de chancer, de får, er i situationer, hvor vi har bolden. Totalt ufarlige situationer, hvor vi smider bolden væk, siger han til klubbens hjemmeside.