Vil diskutere aktiv dødshjælp før tid
Folketinget skal behandle forslag om aktiv dødshjælp. Det kan få Det Etiske Råd til at fremskynde arbejde.
Det Etiske Råd kan komme til at tage stilling til spørgsmålet om aktiv dødshjælp igen, før det egentlig var planlagt.
Det fortæller rådets formand, Leif Vestergaard Pedersen.
Det skyldes et borgerforslag om legalisering af aktiv dødshjælp, som for nylig har rundet 50.000 underskrifter. Det betyder, at Folketinget skal tage stilling til forslaget.
Det Etiske Råd havde i forvejen besluttet at diskutere spørgsmål vedrørende etik ved livets afslutning sidst på året.
- Nu ligger der det her borgerforslag, og Folketinget skal diskutere det. Og det er muligt, at vi vil prioritere rundt på vores arbejdsopgaver henover sommeren og efteråret, siger han.
Det kommer an på, om eksempelvis Folketingets Sundhedsudvalg eller indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) beder rådet om at fremskynde arbejdet med spørgsmålet, fortæller Leif Vestergaard Pedersen.
- Så vil vi som udgangspunkt se positivt på det, siger han.
Var tidligere imod
Både aktiv dødshjælp og hjælp til selvmord for patienter er ulovligt i Danmark.
Passiv dødshjælp er derimod tilladt. Det betyder, at sundhedspersonale på en borgers ønske kan stoppe livsforlængende behandling.
Sidst Det Etiske Råd tog stilling til spørgsmålet om at legalisere aktiv dødshjælp var i 2012.
Her var langt størstedelen af rådets medlemmer imod at ændre lovgivningen for at gøre aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord lovligt i Danmark.
Inden han har diskuteret spørgsmålet med rådets medlemmer, ligger Leif Vestergaard Pedersen selv tæt op ad udtalelsen fra 2012.
Han mener, at det vil have for store omkostninger for resten af samfundet, hvis man vælger at legalisere aktiv dødshjælp.
En af de omkostninger, han fremhæver, er, at det kan give unge handicappede en oplevelse af, at samfundet ikke anser deres liv som værdige.
- Det har stor betydning for unge handicappedes mulighed for at leve et rigtig godt liv, at de bliver anerkendt og respekteret af samfundet, siger han.
- Det kommer vi til at påvirke, hvis vi siger, at handicappede bare kan vælge at dø, hvis de vil, fordi vi godt forstår, at deres liv ikke er værd at leve.
Han understreger, at de nuværende rådsmedlemmer ikke har diskuteret spørgsmålet. Derfor kan han ikke udtale sig på vegne af Det Etiske Råd.
Vil have nye anbefalinger
Rasmus Lund-Nielsen (M), formand for Folketingets Sundhedsudvalg, vil undersøge, om det er muligt at få rådets anbefalinger, inden Folketinget skal tage stilling til spørgsmålet.
- Det vil være fornuftigt at få anbefalingerne, før vi skal tage stilling til det. Det spor vil jeg forfølge, siger han.
Der er endnu ikke sat dato på, hvornår Folketingets medlemmer skal tage stilling til borgerforslaget.
Folketinget lukker efter afslutningsdebatten onsdag og åbner igen den første tirsdag i oktober.