Stor guide: Det kan du gøre med dit afdankede juletræ

I år bliver det let at komme af med sit juletræ i Østjylland, og her er en guide til, hvad træerne kan bruges til.

Julen er traditionernes tid.

Og hos TV2 Østjylland er det ingen undtagelse, og her er det især en tradition, der går igen år efter år.

Juletræet – og hvordan du kommer af med det, når det bare står og falmer.

Det skal du selvfølgelig heller ikke snydes for i år, så her kommer den store hjælp-mig-af-med-mit-juletræ-guide.

Delikatesse for lamaer

De fleste af os har formentlig en juleaften skrålet med på ’højt fra træets grønne top’, og de fleste af os har formentlig også forsøgt os med gran i munden efter sætningen ’først skal træet vises, siden skal det spises’.

Men selv om vi hos TV2 Østjylland ikke vil anbefale, at man tygger løs på træet, så er sætningen faktisk god nok; Dit brugte juletræ kan sagtens spise – det er bare af lamaer vel at mærke.

Hos Ebeltoft Lamaer er juletræer en frisk delikatesse og en slags slik for lamaerne, der guffer næsten hele grantræer i sig.

- Juletræerne skal fuldstændig frie for plastik, pynt og andre ting, der kan være skadeligt for dyrene, siger Beate Regnery fra Ebeltoft Lamaer.

Beate Regnery fra Ebeltoft Lamaer bruger lamaerne i sit arbejde som terapeut.
Beate Regnery fra Ebeltoft Lamaer bruger lamaerne i sit arbejde som terapeut.

I skrivende stund har lamaerne modtaget omkring 50 juletræer, som de gnasker løs i, og Beate Regnery forventer at modtage flere hundrede de kommende dage. Men det er ikke alt, der bliver modtaget med kyshånd.

- Forrige år modtog vi simpelthen så mange grene, og dem gider lamaerne ikke, så derfor behøver folk ikke komme med kun grene i år – de ryger bare på lossepladsen, fortæller hun.

Få afhentet dit juletræ ved et enkelt swipe

Er der for langt til Ebeltoft, eller gider du bare ikke køre så meget i juledagene, så er en anden mulighed at få nogle til at hente dit juletræ for dig.

En af de virksomheder, der tilbyder lige netop det er D.A.K Anlæg fra den lille landsby Grumstrup. For en flad halvtredser suser enmandshæren Dennis Knudsen forbi efter dit juletræ, og så skal du ikke tænke mere på det.

Og noget tyder på, at de østjyske borgere er vilde med konceptet.

- Jeg har rygende travlt. Jeg vil tro, at vi kommer op på omkring 150 træer, så det er superfedt, fortæller han.

Efter juletræerne er hentet bliver de afleveret til Børnebondegården i Serritslev, og derfor er opfordringen også klar: alle træer skal være HELT tømt for pynt ved afhentning, da træerne bruges som underholdning for dyrene.

Kystsikring ved havnen

Bor du i Randers eller omregn, så kan dit juletræ få stor betydning for fjorden og miljøet omkring Randers Havn.

Det eneste, du skal gøre, er at aflevere dit juletræ på hjørnet af Moltkesgade og Toldbodgade. Her bliver træerne samlet i såkaldte faskiner, og de kan gøre masser af gavn i fjorden.

8 nye opsamlingssteder i Aarhus

Det skal være dejligt let at komme af sit juletræ for århusianerne.

Derfor har AffaldVarme Aarhus oprettet intet mindre end 8 nye opsamlingssteder, hvor du kan stille det brugte juletræ. Fra opsamlingsstederne bliver juletræerne så hentet og kørt væk.

- Tidligere år har vi oplevet, at de brugte juletræer bliver smidt på gaden. Det vil vi gerne undgå, så vi kan holde midtbyen ren og pæn. Derfor gør vi det nu endnu lettere at komme af med sit træ,” siger Lene van der Raad, chef for Genbrug og Energi i AffaldVarme Aarhus, i pressemeddelelsen.

Lossepladsen tager imod

En fjerde mulighed er selv at køre på en nærliggende genbrugsstation og levere det brugte juletræ. Sørg dog for at fjerne al julepynten inden.

Genplantning af træet

Har man købt sit træ i en potte kan man være heldig at kunne genplante træet i haven og genbruge det næste år. Flere virksomheder tilbyder også at genplante juletræerne efter brug. 

Skærmbillede 2021-01-18 kl. 16.23.42

Hjemmeskoling er ikke kun skidt: Trine kommer tættere på sine børn

Grenaa Sygehus akutklinik

Akutklinikker genåbner

Retten i Aarhus

Konen tog sin mand på fersk gerning - misbrugte steddatteren

politibil

Vanvidskørsel i Aarhus V: Kørte 115 km/t i byzone

minimumsnomeringer Asylgades Børnehus børnehave Skanderborg

Forslag: Gratis flyverdragter til alle pædagoger

Allan Jensen

playAllan forarget over prisstigning på drikkevarer til dement kone: Nu er der håb