Politiet advarer: Masser af vand på motorvejene - kør forsigtigt!
Nattens store regnmængder har skabt flere uheld i trafikken, og politiet advarer lørdag morgen bilister på især motorvejene.
Kør forsigtigt.
Sådan lyder den helt klare opfordring fra Østjyllands Politi til bilister, der lørdag morgen bevæger sig ud i trafikken.
I de tidlige nattetimer faldt der nemlig store mængder regn, og det har allerede skabt fire uheld på motorvejen omkring Aarhus.
Det fortæller vagtchef Per Bennekov til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
- Det er ren akvaplaning, siger han om morgenens uheld, der heldigvis ikke har ført til personskade.
Især motorvejen mellem Herning og Aarhus har fået store mængder nedbør.
- Det værste sted er lige omkring afkørslerne ved Harlev (lige vest for Aarhus, red.) - både før og efter, siger Per Bennekov.
Han tilføjer, at myndighederne ikke kommer til at forsøge at fjerne vandet, men at det bare tager noget tid at forsvinde af sig selv fra vejbanen.