Pas på, når du fisker og bader lige nu: 'Havets hugorm' er derude
Fjæsingen har med sin nervegift indimellem været mistænkt for at spille en rolle i drukneulykker, men ellers er den ikke livstruende for raske personer.
Det kan være en god idé at stampe lidt i sandbunden, hvis du skal ud og mærke det for årstiden lune, danske badevand lige nu.
"Havets hugorm" - fjæsingen - ligger nemlig og lurer flere steder derude, for tiden fra juni til og med august er perioden, hvor fisken søger ind på det lave vand for at gyde og for at finde noget at spise.
Det kan føre til uheldige møder mellem fiskens giftige pigge og bare fødder, ligesom lystfiskere ofte får dem på krogen og risikerer at blive stukket i hænderne.
- Det kan være en ret voldsom smerte med hævelse. Det er som flere bistik samme sted samtidig. Mange af dem, der bliver stukket er lystfiskere, der stikker sig, når fisken skal pilles af krogen, siger Henrik Carl, der er fiskeekspert på Statens Naturhistoriske Museum.
- Fjæsingen har både gift i piggene på rygfinnen og på gællelåget. Det er ofte dem på ryggen, folk træder på ved stranden, mens lystfiskerne stikker sig på dem på siden, fordi fjæsingen hugger hovedet fra side til side, når den kæmper for at komme fri af fiskerens tag. Det er her, man risikerer at få en ordentlig dosis gift, siger Henrik Carl.
Giften er dracotoxin, som også kaldes for dragegift. Der er tale om en nervegift, og fjæsingen har indimellem været mistænkt for at spille en rolle i drukneulykker, men ellers er den ikke livstruende for raske personer.
Husk to tænger eller badesko
En del af Henrik Carls job er at registrere de fisk, der bliver fanget rundt i landet, og som er mere end bare en god lystfiskerhistorie. Eksempelvis den 41 centimeter lange fjæsing, som en mand hev op på havnen ved Bønnerup den 18. juni.
- Fjæsingen er i fremgang herhjemme, og jeg hører om dem fra mange steder i landet. På Djursland er der virkelig mange fjæsinger ved Grenaa og Ebeltoft, hvor folk, der fisker efter fladfisk, får dem på krogen. De er faktisk lidt af en plage, og et godt råd er at tage to tænger med: Én til krogen og en anden til fjæsingen, siger Henrik Carl.
Det gode råd til strandgæster er at bruge badesko eller - som nævnt længere oppe - at stampe lidt i sandet, så eventuelle fjæsinger jages væk.
Fjæsing-facts
Fjæsingen findes fra Marokko til Norge og er ret almindelig i danske farvande.
I dagtimerne skjuler fisken sig på havbunden - gerne nedgravet og næsten skjult i sandet. Om natten svømmer den rundt i de frie vandmasser på jagt efter krebsdyr, småfisk og orme.
Den kan blive op til 50 centimeter og veje op til to kilo.
Bliver man stukket, skal man have stikstedet i 40-45 grader varmt vand i 30 til 60 minutter. Det varme vand lindrer smerten.
Sidder der en rest af piggen tilbage i huden, skal den fjernes, og der skal vaskes med vand og sæbe.
Det kan være nødvendigt at tage smertestillende medicin, da smerten kan stå på i op til 24 timer, mens hævelsen kan vare i flere måneder.
Hvis symptomerne bliver ved, eller der opstår tegn på infektion, skal man søge læge eller ringe til Giftlinjen, 8212 1212, på Bispebjerg Hospital.
Kilder: Naturguide.dk og Giftlinjen.
Ved man, hvorfor der kommer flere af dem i de danske farvande?
- Nej, det ved vi faktisk ikke med sikkerhed. Den er første gang registreret ved den sydlige del af Ringkøbing Fjord i 1910, og siden har den så spredt sig via Nordsøen over Skagerak og ned i de indre farvande efter år 2000. Der bliver spekuleret i, at det hænger sammen med det faktum, at havets temperatur er steget, for fjæsinger trives i varmt vand, siger Henrik Carl.
Det er - foruden jagten på føde - endnu en forklaring på, hvorfor de søger ind til det lave vand ved kysterne. Helt ind i soppehøjde, som Henrik Carl formulerer det.
- En anden forklaring kan være den, at vi har en faldende bestand af torsk i de danske farvande. Helt simpelt er det sådan, at når de største rovfisk forsvinder, kommer der mindre fisk og overtager bulen. Det har vi ofte kunnet konstatere, og det er jo egentlig helt naturligt.
Har du fanget en fjæsing?
Eller har du stukket dig på én? Så vil vi gerne høre om det her på TV2 Østjylland. Skriv til os her.
Fiskeekspert Henrik Carl er i øvrigt meget interesseret i at høre fra folk, der er stødt på arten lille fjæsing ved de østjyske kyster. Han kan kontaktes her via Fiskeatlas.