Giftige fisk spøger ved kysterne: Regler forhindrer fiskeri
En fisker i Grenaa vil gerne fange fjæsinger, men så skal fangstreglerne ændres, så det bliver mere attraktivt for fiskere at hive dem i nettet.
Der er ekstraordinært mange fjæsinger ved kysterne lige nu.
Særligt på Djurslands nordlige kyster kan badegæster være uheldige at støde på den giftige fisk.
Læs også
Men den ubudne gæst er slet ikke så upopulær blandt alle. Fiskerne vil nemlig gerne fange den. Men det kræver, ifølge fisker og formand for Grenaa Fiskeriforening, at de får lov til at fange den i alle størrelser.
- Tilsyneladende er der jo nok at rende og stikke sig på ved stranden, så hvorfor ikke bare få lov til at fange dem og se, om man kan skabe et marked med dem? Siger Anders Nymann Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Må ikke fange små fjæsinger
Han ser gerne, at fangstreglerne bliver ændret, så det er mere attraktivt for fiskerne at fange den.
Fiskefartøjer må nemlig ikke fange fjæsinger, hvis de bruger redskaber med maskestørrelser på mindre end ni centimeter. Med andre ord må de ikke fange de fisk, der er for små til at gå i et net med huller på ni centimeter.
Læs også
- Hvis vi skal leve af de der små mængder, der kan sælges til konsum, skal vi have lov til at tage de små med ind og sælge dem til industrifisk, siger han.
Hvad siger loven?
§ 146. Kun fartøjer, hvis ejere har tilladelse udstedt af Fiskeridirektoratet, jf. § 15, må fiske, medbringe og lande fjæsing.
Stk. 2. Uanset stk. 1, er det tilladt uden særskilt tilladelse at fiske, medbringe og lande fjæsing, hvis
1) der ikke medbringes redskaber med maskestørrelser på mindre end 90 mm på den pågældende fangstrejse eller
2) den fjæsing, der medbringes og landes, er fisket i bundgarn.
Kilde: Retsinformation
Industrifisk er arter, der fanges med det formål at lave fiskeolie og -mel til blandt andet dyrefoder. Konsumfisk er arter, der fanges for at blive til menneskeføde. Ifølge fisker Anders Nymann Jensen er markedet for de store fjæsinger som konsumfisk meget lille.
- Det er sådan en lille skiderik, som folk ikke rigtig vil bide i, fordi den er giftig. Der er ikke nogen, der kan leve af salget af de store fjæsinger nu, siger han.
Læs også
Hvis reglerne blev ændret, ville du så være klar til at fange dem?
- Ja, jeg vil i hvert fald gerne have lov til det, for det vil jo være et alternativ til det altid pressede hummerfiskeri, siger han.
En populær delikatesse
Hos Møllefisk & Havnens Røgeri på Bønnerup Strand er fjæsingfilet en populær vare.
- Jeg skar to kasser i forgårs, og de er væk nu. Når folk har smagt den en gang, kommer de gerne og spørger efter den igen, siger souschef Hans Fisker.
Fisker Anders Nymann Jensen mener, et større marked for den velsmagende fisk har potentiale for fiskerne.
- Hvis folk først får smag for det, vil de rigtig gerne spise det, siger han.
TV2 ØSTJYLLAND arbejder på at få en forklaring fra Fiskeristyrelsen på, hvorfor reglerne er sådan.