Opfordring til feriegæster: Gør dit forarbejde
Sæsonen for feriehuse begynder så småt her i påsken, men det kan være en god idé at gøre sit forarbejde, når man skal bestille, lyder det fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Påskeferie er for mange lig med startskuddet på sommerhussæsonen.
Har man ikke selv et til rådighed, kan man leje det igennem diverse udlejningsbureauer, bookingplatforme eller private.
Men man skal lige huske at tænke sig om og være varsom. I hvert fald kan man ryge ind i negative overraskelser, når man lejer sommer- eller feriehus.
Det advarer Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om i en pressemeddelelse.
- Leje af sommerhus er en populær ferieform herhjemme. Desværre ser vi også, at forbrugere i nogle tilfælde kommer i klemme, fordi huset, annoncen eller aftalevilkårene har været mangelfulde, siger Susanne Aamann, der er forbrugerpolitisk chef i styrelsen.
- Derfor kan det betale sig at gøre sit forarbejde, før man lejer huset.
For det første er det vigtigt at sætte sig ind i, hvad man skriver under på, når man indgår lejeaftalen. Og hvem har ansvaret, hvis der skulle være problemer med sommerhuset?
- En udlejer kan ikke fraskrive sig hvad som helst. Men som udgangspunkt er det vigtigt, at man som forbruger læser, hvad man skriver under på. I langt de fleste tilfælde er det altså disse aftalebetingelser, som gælder, siger Susanne Aamann.
Tjekliste
På forbrug.dk giver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen følgende råd, før du bestiller sommerhus:
• Tjek, hvem du handler med. Er det hos et bureau, en underleverandør eller en tilbudsportal?
• Tjek også, om du kan få mere viden om udlejer. En søgning på nettet kan give dig adgang til andre forbrugeres anbefalinger eller anden relevant information.
• Nærlæs betingelserne: Hvad er inkluderet i prisen, og hvad er ikke, såsom forbrug af el, vand, brænde?
• Vær sikker på datoer og destination. Fortrydelsesretten gælder ikke booking af feriehuse og sommerhuse. Så bordet fanger, når du har trykket "køb".
• Gør indsigelse med det samme, hvis du opdager en uoverensstemmelse med bookingbetingelserne, eller hvis huset ikke lever op til det annoncerede.
• Gem det trykte katalog, eller tag et screenshot eller print siden, hvis det er online. På denne måde kan du altid dokumentere, hvad du blev lovet i salgsmaterialet, mens det kan være svært at finde tilbage til flere måneder efter.
Haven var gravet op
Skulle uheldet være ude, er der mulighed for at klage til Ankenævnet for Feriehusudlejning.
Det er der en del, der gør. På nævnets hjemmeside kan man finde eksempler på klager over ferieboliger, og det er alt fra rengøring, larm og lugtgener til annoncering.
Flere af eksemplerne kommer fra feriehuse i det østjyske.
For eksempel ankom en feriegæst i sommeren 2021 til et feriehus i Knebel på Syddjurs, hvor der ifølge gæsten var en del ting, som ikke var, som de skulle være.
Blandt andet var haven gravet op i forbindelse med et kloakeringsarbejde, der manglede et gyngestativ, som der ellers var annonceret med, og en fryserlåge var defekt.
Desuden var de hårde hvidevarer og ovnen ikke rengjort. Og så havde gæsten en mistanke om, at der tidligere havde været brand i ovnen, fordi der var brændemærker i udluftningen - og gæsten var derfor bekymret for sikkerheden i forbindelse med brug af ovnen.
Flere østjyske sager
På Ankenævnet for Feriehusudlejnings hjemmeside kan man se mange eksempler på afgørelser. Her er nogle fra det østjyske:
Støj fra nabogrund og manglende græsslåning (Odder)
Kraftig lugt af cigaretrøg i feriehuset og forkert afstand til strand (Glesborg)
Fik 5000 kroner tilbage
Efter at have klaget over forholdene, blev han tilbudt kompensation på 20 procent af prisen på 7367 kroner samt en slutrengøring uden beregning.
Det blev afslået, og sagen endte i Ankenævnet for Feriehusudlejning. Det endte med, at klageren skulle have 5000 kroner tilbage.
Hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer man til med det samme at tage kontakt til udlejeren, hvis feriehuset ikke lever op til det forventede, og man bør tage billeder og dokumentere klagen skriftligt.
- Udlejer skal have chance for at udbedre manglen inden for en rimelig tid. Hvis man først på hjemrejsedagen gør opmærksom på, at A, B og C ikke levede op til forventningerne, får man svært ved at gøre sin klagesag gældende, siger Susanne Aamann.