Nyt studie: Ludomaner slås også med alkoholmisbrug og psykiske lidelser
Ludomaner bliver oftere ramt af sygdom og psykisk lidelse, viser et stort forskningsprojekt, der bliver offentliggjort i dag.
Er du ludoman, er der en vis sandsynlighed for, at du også slås med et alkoholmisbrug eller med en eller flere psykiske lidelser.
Det fremgår af et forskningsprojekt, der bliver offentliggjort i dag, og som Forskningsklinikken for Ludomani fra Aarhus Universitetshospital blandt andre står bag.
TV2 ØSTJYLLAND har de seneste måneder i flere omgange rettet fokus mod problemer med ludomani i Danmark, og området fik især stor bevågenhed, da 21-årige Marcus Mossalski fra Randers stod frem og fortalte om, hvordan han i dag spilfri ludoman, efter han mistede kontrollen til online betting som helt ung.
Det skete i forbindelse med, at Randers Kommune diskuterede et forbud mod spilreklamer i offentlig transport - et forslag der siden høstede politisk opbakning i flere andre kommuner.
En meget sårbar gruppe af patienter
Det er Forskningsklinikken for Ludomani på Aarhus Universitetshospital, der har gennemført projektet i samarbejde med datastøttecentret CONNECT ved Klinisk Epidemiologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital og Økonomisk Institut ved Syddansk Universitet.
Sammen har de undersøgt, hvordan personer med ludomani skiller sig ud, når det gælder sygdom, kriminalitet og dødelighed, og hvilke meromkostninger samfundet har til personer med ludomani, fremgår det af en pressemeddelelse.
Læs også
Studiet viser, at personer med ludomani oftere er ramt af sygdom og psykisk lidelse end resten af befolkningen. Flere har kronisk lungesygdom, diabetes og rammes af blodpropper i hjertet, fremgår det, og det er ikke engang det værste.
- Især alkoholmisbrug, angst, bipolar lidelse, depression, personlighedsforstyrrelser og skizofreni er overrepræsenteret, fremgår det.
Ifølge holdet bag påviser forskningsprojektet ”en meget sårbar gruppe af patienter, hvor mange er præget af flere samtidige og svære psykiske lidelser”, hvilket kan have negativ indflydelse på ludomanernes evne til at genvinde kontrollen over spilmisbruget.
- Derfor har denne gruppe brug for særlig høj grad af beskyttelse og hensyn over en bred kam. Dette bør gælde både i fremtidige forebyggelsestiltag, i spillernes møde med produkterne hos spilleudbyderne og i behandlingen. For eksempel vil det være vigtigt med en grundig diagnostisk udredning, når borgere søger hjælp for ludomani, for at kunne lægge en god behandlingsplan, siger psykolog og klinikleder Thomas Marcussen, Forskningsklinikken for Ludomani.
Koster årligt samfundet trecifret millionbeløb
I forskningsprojektet har forskerne også opgjort, at samfundets omkostninger til ludomaniramte i for eksempel hospitalsbehandling var 21.813 kroner højere per person i 2018 sammenlignet med andre personer af samme køn og alder.
Samtidig viser studiet, at de indirekte omkostninger for personer med ludomani som følge af lavere indkomst var 97.783 kroner per person sammenlignet med den øvrige del af befolkningen.
Læs også
Alt i alt betyder det, at de 1.381 ludomaner, som indgår i studiet, direkte årligt koster samfundet 30 millioner kroner plus 131 millioner kroner i indirekte omkostninger.
Den høje forekomst af andre sygdomme hos borgere med ludomani, gør det svært at konkludere, hvor stor en del af meromkostningerne der alene skyldes ludomani.
At området for tiden har politisk bevågenhed, sås senest, da skatteminister Jeppe Bruus Christensen (S) tidligere i august annoncerede, at han vil overveje et forbud mod spilreklamer før, under og efter sport på tv.