Julen kan give 4.800 dagligt smittede, forudser ekspert

Danskerne kommer til at betale af på deres opførsel i juledagene med restriktioner - måske helt frem til foråret, vurderer lektor.

Mellem 4.600 og 4.800 nye daglige smittede med coronavirus i juledagene.

Det kan blive resultatet af den måde, danskerne holder jul på i år, forudser Viggo Andreasen, lektor i matematisk epidemiologi på Roskilde Universitet (RUC).

For selv om regeringen onsdag indførte nye strenge restriktioner og lukkede Danmark ned, bliver der ikke grebet ind i danskernes muligheder for blandt andet at rejse hjem til familien i julen.

- Hvis du spørger mig som epidemiolog, så jeg helst, at alle blev hjemme på deres sofa de næste 14 dage eller tre uger. Men sådan er virkeligheden jo ikke. Vi skal jo leve, siger Viggo Andreasen til TV 2.

Forudser øget smitte

Han skønner, at danskernes måde at holde jul på vil betyde en stigning i smitten med coronavirus på mellem 15 og 20 procent.

- Vi skal nok regne med, at julen fører til en øget smitte. Jeg tænker, det bliver et hop på mellem 15 og 20 procent. Det er et kvalificeret gæt, siger Viggo Andreasen.

Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet (SDU), frygter også, at smitten med coronavirus vil stige i julen.

- Vi så en betydelig stigning i smitten med coronavirus efter efterårsferien. Jeg er bekymret, og jeg synes virkelig, man skal tænke over, om man skal rejse i julen. Jeg vil stilfærdigt opfordre til, at man tænker over, om det virkelig er nødvendigt nu, hvor vi er så tæt på mål med vaccinen, siger han.

Frygter gentagelse af efterårsferien

Hvis man tager erfaringerne fra efterårsferien i betragtning, kan stigningen i antallet af dagligt smittede blive på helt op til 50 procent, eller 2000 ekstra smittede om dagen, mener Viggo Andreasen.

- Og hvis det bliver tilfældet, vil det betyde flere uger med hårde nedlukninger. Men jeg tror heller ikke, det bliver så højt. Danskerne opfører sig jo fornuftigt, vurderer Viggo Andreasen.

Hvis antallet af smittede per dag stiger med 15 procent frem til 27. december, vil vi den dag have et tal på 4.638 nye smittede.

Smitte prognose
Foto: TV 2

Hvis antallet af smittede per dag stiger med 20 procent, vil vi 27. december have et tal på 4.841 nye smittede.

Smitteprognose
Foto: TV 2

Forvent restriktioner ind i foråret

Viggo Andreasen forudser, at vi kommer til at betale af på vores opførsel i juledagene med restriktioner - og vi bør indstille os på, at restriktionerne fortsætter frem til foråret, siger han.

- Man vil dog kunne erstatte nogle af dem med bedre smitteopsporing og flere test.

Viggo Andreasens beregninger og forudsigelser beror på den forudsætning, at antallet af smittede per dag vil være det samme i de kommende dage op til jul. Han håber dog, at tallene vil falde.

- Restriktionerne kan dårligt have nået at virke endnu. Men situationen er alvorlig lige nu, vores sygehuse er belastede, og vi skal meget gerne se et fald i antallet af dagligt smittede i løbet af én eller to dage, siger Viggo Andreasen.