Hospital advarer: Flere børn falder ud af åbne vinduer

Kombinationen af solskin og uopmærksomhed kan føre til børns faldulykker. Vær altid med barnet, siger læge.

Rigshospitalet oplever i øjeblikket, at der er en del flere børn, som bliver indlagt efter faldulykker fra vinduer eller altaner.

Alene i maj er syv børn blevet indlagt på Region Hovedstadens traumecenter på Rigshospitalet efter faldulykker. Normalt er det et barn eller to, det sker for om måneden, oplyser Rigshospitalet i en pressemeddelelse.

quote Der skal derfor ikke meget til, før et barn kan komme alvorligt til skade

- Emilie Berthelsen Øberg, læge i traumecenter

Ifølge overlæge Søren Steemann Rudophn er der sket en betydelig stigning i løbet af foråret.

- Vi oplever lige nu, at langt flere børn, end vi plejer, bliver bragt ind med ambulance efter alvorlige fald fra vinduer og altaner. Alene i maj har vi haft syv børn indlagt, mens der samme måned sidste år kun var et enkelt barn, siger han i pressemeddelelsen.

Solskin og uopmærksomhed

Børnene i ulykkerne er oftest mellem halvandet til fire år. Ulykkerne skyldes ofte en kombination af solskin og uopmærksomhed, siger han.

- Vi ser børnefaldulykker hele året, men især i foråret og sommeren oplever vi, at der er flere børn, som bliver indlagt efter fald fra højder.

- Det gode vejr indbyder til hygge på altanen og åbne vinduer, og der skal kun et øjebliks uopmærksomhed til, så har de små fundet vej til vindueskarmen eller altangelænderet, siger Søren Steemann Rudophn.

Ifølge Emilie Berthelsen Øberg, der er læge i traumecentret, kan børn komme rigtig galt afsted - selv fra små højder.

Børn kommer lettere til skade

Hun opfordrer derfor til, at man altid er sammen med barnet på altanen, og at man undgår at have stole og borde tæt på altangelænderet, som børnene kan kravle op på.

- Ulykker hos børn bliver let alvorlige, fordi de har mindre fedt og bindevæv end voksne. Deres knogler er bløde, og deres indre organer er derfor dårligere beskyttet.

- Der skal derfor ikke meget til, før et barn kan komme alvorligt til skade, siger Emilie Berthelsen Øberg i pressemeddelelsen.

Ifølge Rigshospitalet bliver der hvert år indlagt mellem 30-35 børn under otte år, som er faldet fra højder.