Nu kan du snart aflevere dit haveaffald ved skolen
23 steder kan man snart smide sit haveaffald i kommunerne Skanderborg og Odder. Så mange kvashegn opstilles nemlig til fri opfyldning.
Har du et læs grenaffald, du snart skal af med?
I så fald får du snart 23 steder mere at læsse det af.
Kommunerne Odder og Skanderborg, går nemlig, i samarbejde med Renosyd, snart i gang med at banke pæle i jorden til 23 kvashegn, hvor alle frit kan aflevere haveaffald i stedet for at køre det på genbrugspladsen.
Det handler dog ikke kun om at gøre det lettere at slippe af med haveaffaldet, men også om at gøre noget for naturen. Det kom frem, da projektet i går blev præsenteret hos Økologiens Have i Odder.
Læs også
Her kunne seniorforsker og biolog ved Aarhus Universitet, Beate Strandberg fortælle, at hun har undersøgt økologihavens 30 år gamle kvashegn, og der boede nogle spændende beboere.
- Her er en større tæthed af humlebireder end set noget andet sted, fortalte Beate Strandberg.
Opstilles ved skoler
Det er meningen, at forskere fra Aarhus Universitet skal følge projektet med de 23 kvashegn nøje, fremgår det af en pressemeddelelse fra parterne bag projektet.
Her ligger kommunerne heller ikke skjul på, at det også handler om at lette mængderne af affald, som ellers er stigende.
Læs også
Ifølge kommunerne blev der i 2021 indsamlet 876 kilo affald per borger - heraf 134 kilo haveaffald.
Renosyd beskriver også på deres hjemmeside, hvordan kvashegn kan være en fordel for både borgerne og den fælles pengepung til affaldshåndtering.
- Haveaffald er det affald vi har mest af. Haveaffald kan genbruges, og derfor er det et godt sted at starte, når vi sammen vil producere mindre affald. Hvis vi bygger et kvashegn, af det affald vi laver i vores haver, er det ikke længere affald, skriver Renosyd på sin hjemmeside.
Læs også
Her finder man også en guide til, hvordan man selv bygger et kvashegn hjemme i haven.
I alt skal der opstilles en kilometer offentlige kvashegn i de to kommuner.
Hegnene bliver opstillet ved kommunernes skoler, så de også kan anvendes til at lære børn "om dyr, planter og menneskets samspil med naturen", skriver kommunerne.