Flygtede fra uheld fredag - mandag blev han anholdt for ny forseelse
En 46-årig mand blev mandag anholdt for at have skubbet til en medtrafikant. Manden viste sig også at være flygtet fra et færdselsuheld fredag. Nu er han sigtet i begge sager.
Mandag klokken 7.10 blokerede en 46-årig mand vejbanen på Rude Havvej i Rude ved Odder for at standse en anden bil.
Grunden hertil skulle angiveligt være en uoverensstemmelse i forbindelse med en overhaling. Den 46-årige mand skulle efter sigende have skubbet den anden bilist hårdt i brystet og have truet ham med tæsk.
Læs også
Da lokalbetjentene fandt frem til den 46-årige mand, viste det sig, at han var identisk med den mand, der skulle være flygtet fra et færdselsuheld på Århusvej i Odder fredag morgen.
Manden er derfor anholdt og sigtet for vold i forbindelse med episoden mandag, men han er også sigtet for ikke at have overholdt sine forpligtelser i forbindelse med færdselsuheldet fredag.
Læs også
Skubbede medtrafikant af vejen og ind i et træ
Ifølge Østjyllands Politi forklarer den 25-årige, der anmeldte sagen fra fredag, at den 46-årige mand i en sort Seat Altea skulle være kørt op på cykelstien og have påkørt den 25-åriges højre bagskærm.
Herefter skulle den 25-årige mand efter eget udsagn have mistet herredømmet over bilen og have påkørt et træ, hvorefter den 46-årige kørte fra stedet i sin sorte Seat Altea.
Læs også
Ifølge politiet stemmer den 46-årige mands forklaring ikke overens med den 25-åriges udlægning af sagen, og politiet ønsker derfor ikke at udtale sig yderligere om sagen på nuværende tidspunkt.
Dog fortæller Østjyllands politi, at de søger vidner fra fredagens færdselsuheld.
- Vi vil gerne høre fra nogen, der har kørt på Århusvej og set, hvad der sker og dermed kan være med til at klarlægge forløbet, siger Janni Lundager, der er kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi.