Aflyste afgange: Populær færge skal på værft i travl sommerperiode

Alle afgange med Tunøfærgen er onsdag aflyst, da færgen skal på værft.

Alle, der har bestilt billet til Tunøfærgen på onsdag, har fået annulleret deres bestilling. 

Det oplyser færgeselskabet mandag morgen.

- Vi har meldt ud, at folk skal ombooke og finde andre afgange, fortæller overfartsleder på Tunøfærgen, Bjarne Møllgaard til TV2 ØSTJYLLAND.

Bovpropellen, der bruges til at bakke skibet ind i havn, er nemlig i weekenden gået i stykker, og derfor bliver færgen onsdag sejlet på værft på Fyn. Det betyder, at alle afgange onsdag er aflyst.

- Vi har haft godt vejr de seneste par dage, så der har det ikke været noget problem, men får vi dårligere vejr, så får vi svært ved at manøvrere skibet i havn, så vi skal have det lavet så hurtigt som muligt, forklarer overfartslederen. 

Det værst tænkelige tidspunkt 

Det sker i en periode, hvor turister valfarter til øen - blandt andet på grund af regeringens sommerpakke, som har givet Tunøfærgen mulighed for at udbyde gratis billetter. 

Derfor er Bjarne Møllgaard også meget ærgerlig over situationen. 

- Det er vi utrolig kede af, fordi der er rigtig mange mennesker på Tunø lige nu. Jeg ved ikke, om vi nogensinde har haft så mange før, så det er det værst tænkelige tidspunkt, det sker på, siger Bjarne Møllgaard.

Bliver indsat reservefærge

Aflysningerne betyder dog ikke, at der slet ikke er mulighed for at komme til Tunø på onsdag. 

Færgeselskabet har nemlig indsat en reservefærge, som kan have 12 passagerer med pr. tur. Den kommer til at have tre sejladser, og billetterne sælges efter først-til-mølle-princippet. 

- Vi planlægger os ud af det, og har haft kontakt til de kunder, som skulle have være sejlet over onsdag, som har mulighed for at booke en tur med afløser-færgen, siger Bjarne Møllgaard. 

Forventningen er, at Tunøfærgen igen sejler som planlagt fra torsdag morgen. 

- Vi forventer og håber, at vi kan komme fra værftet allerede onsdag aften, så vi kan komme i drift igen torsdag morgen, hvis der ikke er mere, der skal repareres, siger overfartslederen.