Kronvildt ødelægger marker - men er det samfundets problem?
Jørgen Willesens marker hærges af kronvildt, men der er ikke udsigt til, at han får den hjælp, han ønsker.
Jørgen Willesens mark på det nordlige Djursland ved Fuglsø Mose hærges af store rudler af krondyr.
Dyrene tramper, æder og ødelægger. Skaderne er løbet op i mange hundredetusinde kroner for landmanden, og nu har han givet op og lagt markerne om til græs.
Ifølge Miljøstyrelsen yder staten ikke kompensation – uanset det overvældende antal kronvildt. Men han kan ansøge om regulereringstilladelse, så jægere må skyde vildtet i flere timer om dagen end normalt.
Læs også
Det var dog ikke til meget hjælp - Jørgen Willesen fik kun en tilladelse til at skyde to kalve. Derfor mener han, at nogen bør gøre noget, da det bør ses som et samfundsproblem.
- Et eller andet tilskud, så bare en smule af skaden egentlig vil blive dækket, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Jørgen Willesen er dog ikke optimistisk om sine egne chancer.
- Jeg tror ikke, at der sker noget, siger han.
Ingen hjælp på vej
Det har mandag ikke været muligt at træffe Socialdemokratiets miljøordfører, Mette Gjerskov. Men Dansk Folkepartis René Christensen, der er formand for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, er uenig i, at sultne krondyr er et samfundsproblem.
Landmanden fra Djursland må derfor som udgangspunkt selv løse problemet.
Læs også
- Man skal også passe på, at man ikke skal lave ordninger for alt. Der er heller ikke tilskud til, hvis vi har et år med meget nedbør, og man får et dårligt afkast. Lige sådan som, at vi heller ikke beskatter landmændene, hvis de har et rigtig godt afkast. Det tror jeg, at vi skal holde fast i, siger René Christensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Han fortæller dog, at han i første omgang vil gå videre med sagen til ministeren.
- Dermed ikke sagt, at man ikke skal gøre noget ved det. Det tror jeg faktisk, at jeg vil bruge lidt kræfter på at spørge indtil ministeren. ”Kender ministeren til det her? Hvad er det for nogle udfordringer der er?”, siger Rene Christensen.