Blødende hjorte går rundt i dyrehave: Her er årsagen

Aarhus Kommune får lige nu en del opkald om blødende hjorte i Marselisborg Dyrehave. Men der er intet at være bekymret for.

Den seneste uges tid har Aarhus Kommune fået ti henvendelser fra borgere, som er stærkt bekymrede for hjortenes velbefindende i Marselisborg Dyrehave. 

Flere hjorte har nemlig i øjeblikket blodrøde gevirer, trevler ned af ørerne og blod i hele ansigtet.

Ifølge Stefan Boldsen Hansen, der er arealansvarlig i dyrehaven og tager imod opkaldene, er der dog ingen grund til bekymring. Forklaringen er, at dyrene netop har udviklet nyt gevir.

quote Dyrene har store trevler ned af ørerne, og så bliver folk bekymrede, fordi det bløder ud over det hele og løber ned af ansigtet.

Stefan Boldsen Hansen, arealansvarlig, Marselisborg Dyrehave

- Det ser ret spektakulært og mærkeligt ud, men det er altså noget, der sker hvert år. Dyrene fejer basten af, når geviret bliver sat op. Basten er et hudlag, som klør på samme måde, som hvis vi mennesker har et sår med skorpe på, siger Stefan Boldsen Hansen til TV2 ØSTJYLLAND.

Basten hænger som store trevler på geviret.
Basten hænger som store trevler på geviret. Foto: Jeppe Shaun Richardt

I Marselisborg Dyrehave er der både dådyr og sikahjorte. I øjeblikket er det dåhjortene, som er ved at feje basten af gevirerne, og det gør de ved at skrabe gevirerne mod buske eller træer.

- Dyrene har store trevler ned af ørerne, og så bliver folk bekymrede, fordi det bløder ud over det hele og løber ned af ansigtet. Nogle gange kan det dryppe med blod, fortæller Stefan Boldsen Hansen.

- Det ser jo ikke normalt ud, og det er lidt vildt, at det sker hvert år, men jeg synes, det er helt fantastisk. De trækker knoglemasse op gennem kroppen og skaber geviret, inden de så taber det igen omkring påske.

Sår på bagdelen

Når fejningen er afsluttet, går dåhjortene i brunst, og dernæst er det sikahjortenes tur til at feje. Hele processen er færdig om en måneds tid.

quote Det er helt klart i brunsten, man skal passe på. Der skal man lade være med at tage gulerødder med, for det kan provokere dyrene.

Stefan Boldsen Hansen, arealansvarlig, Marselisborg Dyrehave

I den periode kan man som besøgende i dyrehaven også opleve flere hjorte med sår på bagdelen. Det har Stefan Boldsen Hansen også fået henvendelser om. 

Men også det er, ifølge ham, helt naturligt.

- Der er nogle dyr, som lige nu har sår på numsen, fordi når de er ved at sætte geviret op, så vil de ikke slås med geviret. Det passer de på, og så bider de hinanden i røven i stedet, siger han.

Selvom der lige nu er flere bekymrede borgere, der ringer til Aarhus Kommune, vil Stefan Boldsen Hansen hellere have, at folk ringer en gang for meget end en gang for lidt.
Selvom der lige nu er flere bekymrede borgere, der ringer til Aarhus Kommune, vil Stefan Boldsen Hansen hellere have, at folk ringer en gang for meget end en gang for lidt. Foto: Jeppe Shaun Richardt

Lad gulerødderne blive hjemme

Der er i alt 45 hjorte i dyrehaven, og når de i den kommende tid går i brunst, skal man som besøgende være særligt opmærksom. 

Stefan Boldsen Hansen råder gæsterne til at lade gulerødderne bliver hjemme, for det kan provokere dyrene.

- Det er helt klart i brunsten, man skal passe på. Der skal man lade være med at tage gulerødder med, for det kan provokere dyrene. Der er nogle, der bliver angrebet derude, for haven er på dyrenes præmisser. Det er typisk midaldrende mænd, der får nogle knubs, fordi de ikke passer godt nok på, siger Stefan Boldsen Hansen.

Derudover er det bare med at nyde det fascinerende syn, når dyrene fejer. Og så skal folk heller ikke holde sig tilbage med at ringe, hvis man er bekymret for dyrene.

- Folk skal helt klart hellere ringe en gang for meget end en gang for lidt. Vi kommer i parken hver dag, men det er ikke alt, vi ser. Jo flere øjne, jo bedre, siger Stefan Boldsen Hansen.