Forgiftet på gåtur: Birgitte troede, hendes hund var døden nær
Efter en helt almindelig gåtur kunne Birgittes hund pludselig ikke stå på benene. Den slingrede rundt og lignede en, der havde drukket samtlige flasker sprut. Men der var noget helt andet på spil.
Hun var stort set forberedt på at måtte tage afsked med sin hund Purdey i dag, fredag. Hunden var så dårlig, at den ikke kunne stå på sine egne ben og var ved at gå i chok.
Birgitte Groes Højer havde torsdag luftet sin hund ved Grenaa Hallen. En tur, hun tit tager sine i alt fire hunde på - og endda også hunde, som hun træner for andre.
Men torsdag gik det helt galt. Da Birgitte Groes Højer og hendes hund Purdey kom hjem, fik hunden det pludselig rigtig dårligt.
- Det hele skete på under en time. Hun slingrede rundt og kunne slet ikke stå på sine ben. Jeg fik hende til at ligge ned, men det blev kun værre, og til sidst var hun helt kold og trak kun vejret svagt, siger Birgitte Groes Højer til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun er selv sygeplejerske og holdt derfor ekstra godt øje med hundens symptomer, som hun mener, var langt fra normale. Dyrlæge Claus Andersen, der torsdag behandlede Purdey, er enig.
- Hunden var ved at gå i chok. Den havde flere symptomer på forgiftning, og min helt klare overbevisning er, at den på gåturen er kommet til at spise noget, den ikke kunne tåle, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Men det var ikke hvad som helst, den knap toårige labrador havde spist.
- Symptomerne tyder på, at det var hash, siger Claus Andersen.
Nu vil Birgitte Groes Højer advare andre hundeejere i og omkring Grenaa, der også lufter hund ved Grenaa Hallen. Hun har derfor skrevet et opslag på Facebook i håb om at nå ud til andre hundeejere.
En ubehagelig oplevelse
Oplevelsen har sat sig i Birgitte Groes Højer og hendes mand - de frygtede det værst tænkelige, da de fredag morgen ventede på dyrlægens opkald.
- Vi havde nået at kontakte nogle af vores venner for at høre, om vi måtte begrave Purdey på deres jord. Vi var sikre på, at vi var nødt til at aflive hende, fordi hun havde det så skidt, siger hun.
Heldigvis endte det ikke sådan for den unge labrador, som Birgitte Groes Højer har trænet op til at blive en dygtig jagthund. Fredag morgen ringede dyrlæge Claus Andersen med den gode nyhed om, at Purdey havde fået det meget bedre i løbet af natten.
- Det blev vi rigtig glade for at høre. Det var en kæmpe lettelse, siger Birgitte Groes Højer.
- Hun er stadig meget træt og medtaget efter i går. Så nu skal hun bare komme sig det sidste, siger hundeejeren.