35 mand arbejder i døgndrift for at stoppe jordskred
Den seneste tids ekstraordinært store regnmængder gør, at en stor bunke jord flytter på sig hos virksomheden Nordic Waste.
Hos virksomheden Nordic Waste A/S i Ølst syd for Randers kæmper de ansatte tirsdag med en enorm bunke jord, der flytter sig på grund af den seneste tids store nedbørsmængder.
- Det er disse massive mængder nedbør, som er skyld i, at jorden i vores lergrav arbejder og flytter sig, skriver virksomheden i et skriftligt svar til TV2 Østjylland.
Ifølge en orientering fra virksomhedens administrerende direktør, Lene Lange, til Randers Kommune, arbejder 35 mand i døgndrift for at stoppe jordskredet. Det har i den forbindelse været nødvendigt at rive flere bygninger ned.
- Over weekenden 9.-10. december har yderligere vandmasser skabt en acceleration af jordskred på Nordic Wastes arealer, hvilket mandag morgen 11. december har beskadiget flere bygninger, som i dag, tirsdag, er under nedrivning, skriver ledelsen i en pressemeddelelse.
Det har desuden været nødvendigt at rive en skorsten og flere gamle haller ned.
- Al Nordic Wastes materiel og personale arbejder i døgndrift på at stabilisere jorden på grunden. Det er også årsag til, at det indtil videre har været nødvendigt at indstille almindelig drift på grunden, står der videre i pressemeddelelsen.
Sikringsarbejdet foregår i tæt samarbejde med geotekniske eksperter og anlægsentreprenører. Som led i stabiliseringen indgår blandt andet brændt kalk, der ifølge virksomheden kan stabilisere jorden.
Modtager forurenet jord
Nordic Waste modtager og behandler både ren og forurenet jord og tilbyder også såkaldt biologisk rensning og rensning gennem vask.
Det, der flytter på sig, er jord og ler i virksomhedens lergrav. Den store bunke af jord ”glider” på den underliggende ler. Det skyldes den store mængde nedbør, der er kommet de seneste måneder.
- Der er i lergraven tale om naturligt forekommende ler og jordtyper, Leca-klinker fra grundens tidligere ejer samt jord klassificeret som lettere forurenet, altså svarende til næsten al den jord, som findes i danske byer og baghaver, skriver Nordic Waste.
Afviser at det er til fare for miljøet
Ledelsen afviser, at der er fare for forurening af omgivelserne og de nærliggende søer og Alling Å, der løber langs virksomhedens område.
- Vi har ikke jord på grunden, der er klassificeret som farligt affald. Hos Nordic Waste har vi løbende taget alle forholdsregler, og jorden fra lergraven er ikke i risiko for at falde ned i den nærliggende å. I samarbejde med geotekniske eksperter fra A1 Consult og Geo har vi handlingsplaner i kraft for at stoppe jordskredet og inddæmme lergraven, skriver virksomheden.