Rema 1000's enorme overskud provokerer Camilla som forbruger
Dagligvarekoncernen landede et overskud - før skat - på 813 millioner kroner i 2022.
Hvorfor tjener supermarkedskæden Rema 1000 styrtende med penge i en tid med inflation og danskere, der har meget svært ved at få pengene til at række til helt basale ting i hverdagen?
Det spørgsmål stillede Camilla Strandgaard sig, da hun forleden læste, at Rema 1000 i 2022 har landet et rekordoverskud på 813 millioner kroner før skat.
Den 45-årige alenemor til to synes, det er urimeligt, at en discountkæde kan komme ud med så stort et overskud, mens mange af deres kunder kæmper med økonomien derhjemme.
- Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre. Jeg kan slet ikke forstå det. Jeg har selv 1.500 kroner at handle for hver måned. Jeg synes, de burde have kunderne med i tankerne og så afstemme lidt: Kører det rundt for os? Ja, det kører virkelig godt, så lad os skrue lidt ned (for priserne, red.), siger Camilla Strandgaard.
Rema 1000-regnskabet for 2022
Rema 1000 i Danmark omsatte for 20,8 milliarder kroner i 2022. Det er to milliarder mere end i 2021.
Før skat giver det et overskud på 813 millioner kroner, hvilket er 236 millioner mere end året før.
Årsresultatet ender alt i alt på 620 millioner kroner - 158 millioner kroner mere end i 2021.
Kilde: Finans.dk
Rema 1000 har afvist at stille op til interview med TV2 Østjylland, men til Avisen Danmark siger administrerende direktør Henrik Burkal, at det gode regnskab skyldes godt købmandskab mere end overpriser.
- Vi er privilegerede med vores 365 købmænd, som jeg er meget ydmyg over at arbejde sammen med. De kan agere meget hurtigere end nogen computer på et hovedkontor, for de kender deres kunder og deres egen butik, siger Henrik Burkal.
Han tilføjer, at han godt forstår, at nogen kan få den tanke, at Rema 1000 har udnyttet situationen.
- Vi bestræber os på at sælge varerne billigst muligt. Vi er konkurrencedygtige i markedet, og presset er meget stort. Du kan være helt sikker på, at vi holder øje med de indkøbspriser, der kommer ind, siger Henrik Burkal.
Mere end bare "godt købmandskab"
Morten Bruun Pedersen er cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk. Han anerkender, at godt købmandskab kan kan være en del af forklaringen på det store overskud.
Alligevel råber han ligesom Camilla Strandgaard vagt i gevær.
- Det giver mig anledning til at revidere mit syn på detailhandlen. Jeg synes, det er på tide at kigge efter, når man kan komme ud med så stort et overskud i en tid, hvor andre er megapressede, siger Morten Bruun Pedersen.
- Det her tyder i hvert fald på, at der er plads til at tage nogle gode priser på trods af omkostningerne.
Camilla Strandgaard håber, at priserne snart falder.
- Med så stort et overskud bør de gøre noget godt for kunderne og tænke på dem, der ikke har så meget at gøre med, siger hun.
Rema 1000-koncernen har i øvrigt planer om at åbne endnu flere butikker de kommende år. Dagligvarekæden har haft en målsætning om at åbne 15-20 nye butikker hvert år, men i både 2021 og 2022 blev det kun til tre nye.
Som en del af planen købte Rema 1000 i efteråret en række af de lukkede Aldi-butikker. Når de er omdannet til Rema'er, vil der være omkring 430 butikker i Danmark. I dag er der 365.