Nu åbner kommune for vaccination uden tidsbestilling

Horsens Kommune tilbyder i tre dage i juli vaccination uden tidsbestilling. Det gør de for at komme den lave vaccinetilslutning hos specifikke målgrupper til livs.

Horsens Kommune og byens vaccinationscenter er gået sammen om at tilbyde første vaccinationsstik uden tidsbestilling på specifikke dage i sommerferien.

- Vi kan konstatere, at der er dele af befolkningen, der ikke umiddelbart takker ja til vaccinetilbuddet. Vi vil gerne lette barriereren og gøre opmærksom på problemet, siger Jes Svenninggaard, direktør for velfærds- og sundhedsområdet i Horsens Kommune.

Det drejer sig om datoerne mandag den 19. juli ved Fængslet, torsdag den 22. juli ved Brædstrup Hallen og fredag den 23. juli ved Sundpark Hallen. Vaccinecentrene er åbne mellem klokken 10 og 14.

Åbningstiden er klokken 10 til 14 på alle dagene.
Åbningstiden er klokken 10 til 14 på alle dagene. Foto: Google Maps

- Vi har lavet analyser af, hvilke steder og hvilke målgrupper der halter bagefter i forhold til vaccinetilslutning, siger direktøren til TV2 ØSTJYLLAND.

Ifølge Jes Svenninggaard er det de 20-25-årige og borgere med anden etnisk baggrund. Hos de unge er det helt op imod hver tredje, der ikke har taget imod vaccinetilbuddet.

Blandet succes sidste gang

Horsens Kommune har tidligere forsøgt sig med vaccination uden tidsbestilling i midten af juni. Her var det ifølge sundheds- og velfærdsdirektøren med blandet succes.

- Vi håber på at få mere succes denne gang. Det gør vi blandt andet ved at promovere tilbuddet mere og bredere, og ved at være mere opsøgende, siger han.

Horsens Kommune vil bruge lokale beboerforeninger så som Bo Trivsel til at række ud til de borgere, der ikke har fået bestilt en tid, men gerne have en vaccine.

Er I ikke nervøse for, at den manglende tidsbestilling kan skabe flaskehalsproblemer og det modsatte på tidspunkter i løbet af dagen?

- Der er en risiko for både flaskehalsproblemer, hvor borgere kan komme til at stå meget i kø, men også det modsatte. Vi oplevede sidste gang, at der var perioder, hvor der ikke kom særlig mange borgere, siger Jes Svenninggaard, direktør for velfærds- og sundhedsområdet i Horsens Kommune.

Der bliver revaccination samme steder i august.