Kate kunne ikke få job som skovarbejder: Brysterne var i vejen
Kate Madsen blev i 1992 vurderet til ikke at være egnet til et job som skovarbejder. Nu underviser hun på pedeluddannelse i Horsens
Før i tiden var betegnelsen mande – og kvindejobs normal, men tiderne skifter. Det er Kate Madsen et godt eksempel på. Hun har prøvet at blive afvist til et job på grund af sine bryster, men i dag lærer hun unge i Horsens at håndtere en motorsav.
I 1992 gik hun efter et job som skovarbejder, men der kom brysterne i vejen.
- Chefen sagde, at han ikke kunne ansætte mig, fordi de der bryster er i vejen. Så kiggede jeg ned af mig selv og tænkte, at så store er de sgu ikke. Han ville ikke have mig, fordi jeg havde bryster, der ville være i vejen, fortæller Kate Madsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Men nu er tiden en helt anden - Kate Madsen underviser på pedeluddannelsen på produktionshøjskolen i Horsens.
- Jeg har ikke nogen som helst fokus på, om det er en mand eller en kvinde. Hvis de faglige kvalifikationer er der, ser jeg ikke efter det, forklarer forstander på højskolen, Hans Christian Mouritsen, om ansættelsen af Kate Madsen.
Også hos barberen i Aarhus er en kvinde blevet en del af hverdagen. De klassiske mande- og kvindejobs er altså mange steder passé.
Du kan se mere til Kate Madsen og den kvindelige barber i indslaget øverst på siden.