Horsens vil trafikproblemer til livs med app
Borgerne skal i fremtiden give kommunen et praj om dårlige trafikforhold
I fremtiden kan borgerne i Horsens Kommune tippe kommunen om huller i vejene, manglende lyssignaler eller skæve fliser, når app'en "Giv et praj" bliver lanceret.
Med app'en kan borgerne sende en besked og et billede til kommunen, og så dukker opgaven op på kommunens prioriteringsliste.
Den nye app indeholder forskellige kategorier med for eksempel emnet 'Den hurtige', som kommunen forventer bliver topscorer, her kan borgerne tippe om problemer i forbindelse med veje, fortov, affald, gadelys og skilte.
Alt efter opgavetype bliver henvendelserne sendt direkte til den ansvarlige leder eller medarbejder, og herefter kan man følge med i, hvor langt kommunen er med at løse opgaven.
- Den nye måde at kommunikere på - at udskifte mails og telefonopkald med en app - er helt klart en win-win situation for alle parter. Borgerne får hurtigere løst deres problemer, og de kommunalt ansatte sparer ressourcer, som de kan bruge til at løse opgaver på andre områder, siger afdelingschef Allan Lyng Hansen fra Affald & Trafik i en pressemeddelelse.
Den nye ordning indvies officielt fredag 9. oktober.