Genbrugsplads stormløbet ved genåbning

Lang kø og lidt for ivrige borgere præger genåbning af genbrugsplads.

Borgmester anbefaler kraftigt, at så få som muligt besøger genbrugspladserne, og at børn bliver hjemme. Foto: Henrik Birkbak

Horsens Kommune har - måske som landets første - genåbnet sine genbrugspladser, efter at alle landets genbrugspladser blev lukket den 11. marts.

Kommunen har så at sige smugstartet den genåbning, der i de fleste andre kommuner først vil finde sted tirsdag.

Læs også Butiksansatte vil beskytte kunder - bliver svinet til som tak

Åbningen har skabt et stormløb mod den centrale genbrugsplads på Endelavevej i Horsens.

- Da vi åbnede klokken 7, var der kø på stort set hele vejen. Jeg havde ikke regnet med, at de ville holde der fra klokken seks, men det er helt i orden, hvis man gerne vil være den første, siger den ansvarlige for genbrugspladserne i Horsens Kommune, Jens Peter List.

De ekstra skilte på genbrugspladsen i Horsens har søndag haft begrænset effekt, lyder det fra Jens Peter List. Foto: Henrik Birkbak

Travle borgere

Mens genbrugspladsen i Horsens åbnede klokken 7, slog genbrugspladserne i Brædstrup og Vedslet portene op klokken 10.

Mange af de horsensianere, der vil af med deres skrald, er lidt for ivrige, lyder det.

- Borgerne kunne godt være bedre til at holde afstand til hinanden, når de er pladsen. Man skal lige vise hensyn og vente med at smide sit affald i containerne, til der en behørig afstand, siger Jens Peter List til TV2 ØSTJYLLAND.

01:44

VIDEO: Der var stor interesse for at komme af med blandt andet haveaffaldet på genbrugspladsen i Horsens søndag, hvor den genåbnede.

Luk video

Der må søndag højst være 25 biler på genbrugspladsen og 15 biler i afdelingen for haveaffald.

Borgerne bør forvente, at de i visse situationer kan blive bedt om at flytte sig, så de ansatte på genbrugspladserne kan udføre deres arbejde. 

Jens Peter List var søndag på genbrugspladsen i Horsens fra morgenstunden. Foto: Henrik Birkbak

Vil fjerne pres

Søndagens smugåbning sker af praktiske årsager, lyder det fra borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen (S).

- Vi har en genbrugsplads midt inde i byen, og vi prøver vi at fjerne presset, så de CVR-registrerede virksomheder ikke skal holde i kø i timevis fra på mandag, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- I de kommende dage har vi også udvidet åbningstiden for at forsøge at sprede belastningen af biler og mennesker på genbrugspladsen.

Læs også Politiet: - Hold afstand, også ved iskiosken

Der er søndag gang i den centrale genbrugsplads på Endelavevej i Horsens. Dette billede er fra pladsen er taget en anden og mere stille dag. Foto: Horsens Kommune

Ekstra skilte og mandskab 

Kommunernes Landsforening har lørdag meddelt kommunerne, at de kan genåbne deres genbrugspladser, hvis kommunerne lever op til en række restriktioner fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

- Vi skilter ekstraordinært meget om, hvordan personale og borgere skal tage hensyn til sig selv. Vi gør desuden mere rent på genbrugspladserne, og vi har indsat ekstra mandskab til at håndtere trafikken på Endelavevej, siger borgmester Peter Sørensen til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Vi har også gjort opmærksom på, at folk skal være ekstra gode til at pakke deres trailere. Jo mindre tid, man skal bruge inde på genbrugspladsen, desto bedre. 

Klar med plan

Borgmesteren anbefaler kraftigt, at så få som muligt besøger genbrugspladserne, og at børn bliver hjemme.

- Man skal vise hensyn og have tålmodighed og holde god afstand til hinanden og vores medarbejdere, lyder det. 

Læs også Mette F. ville slå hårdt ned på COVID-19: Myndigheder manede til ro

Ifølge Peter Sørensen var Horsens Kommune fredag klar med en plan for at genåbne dens genbrugspladser.

- Vi har åbnet i dag, fordi vi følger de anvisninger, der er sendt fra Kommunernes Landsforening og Styrelsen fra Patientsikkerhed, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Har været lukket ned

Siden regeringen 11. marts meldte ud, at store dele af den offentlige sektor skulle lukkes ned for at begrænse smittespredning af coronavirus, har de kommunale genbrugspladser været lukket for private.

Det har blandt andet medført, at der flere steder er opstået udfordringer med affald, der ophobes og smides i naturen.

Læs også Butiksansatte skal knokle i påsken: - Vi kan simpelthen ikke være det bekendt

KL opfordrer kommunerne til at indføre adgangsbegrænsning, der passer til den enkelte kommune. Det kan for eksempel være portvagt, bomløsninger, nummerpladestyring eller onlinebooking.

Styrelsen anbefaler også, at borgerne opfordres til at holde afstand til andre på pladsen samt udføre håndhygiejne, når de har forladt pladsen.