Fanstorm: Udsolgt AGF-afsnit udvidet - og udsolgt igen
En sand storm af AGF-fans sætter fredag kursen mod deres klubs udekamp mod AC Horsens, og nu er der gjort plads til endnu flere af dem.
Normalt er der plads til omkring 1.000 udebanefans på Casa Arena i Horsens, men når AGF fredag kommer på besøg bliver der plads til næsten dobbelt så mange.
Det har begge klubber meddelt.
Der har nemlig været en så stor interesse blandt AGF-fans for at komme med til kampen, at AC Horsens er gået med til at udvide det område af tribunerne, hvor udebanefansene står.
Derfor er der nu plads til omkring 1.800 aarhusianske fans, der krydser fingre for, at "De Hvii'e" kan fortsætte deres gode stime. Siden nederlaget til Brøndby i første runde er det nemlig blevet til fire sejre og én uafgjort.
Læs også
Det betyder, at AGF nu ligger nummer to i Superligaen, á point med treeren FC Nordsjælland og topholdet Silkeborg.
AC Horsens ligger på en aktuel syvendeplads med otte point efter to sejre, to uafgjorte og to nederlag i sæsonens første seks kampe.
Efter udebaneafsnittet er blevet udvidet, er det også blevet udsolgt, melder AGF. AC Horsens har i øvrigt meddelt, at klubben sætter ekstra ølboder op.
Til Horsens Folkeblad fortæller AC Horsens-direktør Kristian Nielsen i øvrigt, at AGF-fans gerne må købe billetter uden for udebanefan-afsnittet. Det kræver dog, at man ikke viser tilhørsforhold til AGF, eksempelvis med beklædning eller jubel.
Kampen spilles fredag aften kl. 19.00.