Usædvanligt: Fodboldfans lover øl til modstandere
Mens nogle fodboldfans elsker at hade hinanden, vælger Aarhus Fremads at byde deres modfans velkommen og giver en kasse øl.
Det skal være hyggeligt at gå til fodboldkamp - ligemeget hvilket hold du holder med.
Det er parolen fra fans af det aarhusianske 2. divisionshold Aarhus Fremad, der tager en aktiv rolle i, at deres modfans også skal have en god oplevelse.
Så når det tidligere Superliga-hold Esbjerg fB fredag gæster Riisvangen i Aarhus, bliver de budt varmt velkommen.
- På Riisvangen kan man godt opleve en stemning af ro, fred, hygge og samhørighed. Det behøver ikke være det voldsomme og vulkaniske, som ligger i opgør i Superligaen eller andre ligaer.
- Man kan godt skabe andre stemninger end det, lyder det fra Jon Thomsen, der er en af Aarhus Fremads faste fans.
Forud for fredagens kamp har Jon Thomsen på vegne af Aarhus Fremads fans lagt et åbent brev til Esbjergs ditto på Facebook. Her udpensler han de værdimæssige ligheder mellem klubbernes fans og prøver at bygge bro.
'Det er måske, i jeres optik, en "lille" kamp. Det er det ikke for os. Det er, for os, en stor kamp, som vi glæder os til. Både spillere, stab og fans,' skriver han blandt andet og lover i øvrigt en kasse øl til de blå-hvide Esbjerg-fans.
'Vi havde ikke råd til mere,' tilføjer han i brevet.
Læs det åbne brev nederst i artiklen.
- Man vil bare kunne gå udenom
Det er ikke ofte, at Aarhus Fremad får besøg af de traditionelt store klubber, og Riisvangen er da heller ikke gearet til et stort sikkerhedsopbud, det nogle gange kræver.
Den udstrakte arm til Esbjergs fans er derfor også en måde at forhindre de uroligheder, der kunne opstå, fortæller Jon Thomsen.
- Lige meget hvor meget hegn man sætter op på Riisvangen, ville det ikke have nogen praktisk betydning, for man vil bare kunne gå udenom.
- Men vi kan række hånden ud, og jeg har selv talt med flere af Esbjergs tilrejsende fans - i samarbejdets ånd, siger Jon Thomsen.
Udover den varme velkomst kommer Esbjerg-fansene også til at blive mødt af oppyntning i deres egne blå farver, fortæller Jon Thomsen.
På den måde håber Aarhus Fremads fans, at kampen vil forløbe roligt, og at fokus bliver inden for kridtstregerne og ikke udenfor.
- Vi er godt nok modstandere sportsligt, men vi deler tilfældigvis en interesse for fodbold og holder tilfældigvis med to forskellige hold - det gør os jo ikke til livsfjender overhovedet, siger han.
Jon Thomsen ser selv et af klubbens og fansenes stolteste øjeblik som, da de til en tidligere kamp fik selskab af modstanderholdet Frems fans, som kom over og stod med dem - og det vel at mærke skete uden problemer.
Til fredagens kamp vil det scenarie dog trods alt være for risikabelt, vurderer han.
- Nok som jeg kunne synes, det ville være festligt eller hyggeligt at invitere Esbjergs 200 fans op på den lille tribune til at stå sammen med os, så tror jeg det er en dårlig idé.
- Vi kan godt efterstræbe noge idealer, men vi skal heller ikke være naive.
Læs også
Aarhus Fremad som favorit?
Jon Thomsen udtrykker i det åbne brev til Esbjergs fans sin sympati for den situation, klubben står i efter to nedrykninger i streg og et hurtigt fald fra den danske fodboldtop.
- Jeg vil rigtig gerne have, at Aarhus Fremad kommer i 1. Division. Men hvis vi tager den nationale klaphat frem, skal Esbjerg sgu da ikke have et hold i 2. Division, siger han.
For bare tre år siden snuppede Esbjerg bronzemedaljer i Superligaen, men nu hedder konkurrenterne Jammerbugt FC, Kolding IF og ja, Aarhus Fremad.
Og da Aarhus Fremad har vundet sine første tre ligakampe i den nye sæson og faktisk er to point foran Esbjerg fB, kunne man foranlediges til at tro, at den aarhusianske klub er favorit.
Men så højt vokser Riisvangens træer ikke op i himlen.
Skal vi regne med en Aarhus Fremad-sejr på fredag?
- Nej, svarer Jon Thomsen og bryder ud i en stor latter.
- Selvom vi ligger foran i tabellen, er Esbjerg nok favoritter. Og hvis de løber med sejren, så går det nok også, siger Jon Thomsen.