Erling er papegøje-ekspert: - Niveauet er tårnhøjt til DM
I 2017 blev DM i dværg- og spurvepapegøjer aflyst på grund af fugleinfluenza. Men i år er konkurrencen tilbage med Skandinaviens største event af sin art
De findes i alle farver og mange størrelser – og interessen for dem er stor. Lørdagen står i papegøjens tegn i Brædstrup.
Her er landets dygtigste opdrættere af dværg- og spurvepapegøjer til stede ved den 29. udgave af DM i dværg- og spurvepapegøjer.
Jeg mangler bare undulaterne, så må jeg bedømme alt med krumnæb. Så vi snakker 465 arter – plus mutationer.
En af dem, der har glædet sig særligt til den store papegøje-konkurrence, er specialdommer Erling Knutzen. Ifølge ham er feltet usædvanligt stærkt i år, så derfor er det vigtigt med dygtige og meget præcise dommere.
- Niveauet er tårnhøjt. Vi må makimalt give 94 point for en fugl, og rigtig mange fugle ligger omkring 90-91, og så er der toppen der ligger helt oppe omkring 92-93 point. Heldigvis er vi dommere meget tæt på hinanden, når vi dømmer og ligger sjældent mere end et halvt point fra hinanden, siger dommer Erling Knutzen til TV2 ØSTJYLLAND.
Ekspert i 465 arter
De 310 tilmeldte papegøjer vil i løbet af dagen blive bedømt af specialdommerne, der bl.a. vil kigge på farve og fjerdragt, størrelse og holdning samt næb og klør.
Den præcise dommer har bedømt papegøjearter siden 1989, og han må siges at være en af de fremmeste papegøje-eksperter i landet.
- Jeg mangler bare undulaterne, så må jeg bedømme alt med krumnæb. Så vi snakker 465 arter – plus mutationer. Lige fra de små spurvepapegøjer til de store araer, siger Erling Knutzen.
I dag ejer Erling Knutzen ikke selv en eneste papegøje, men igennem tidens løb har han haft over 100, for, som han siger, at være med på konkurrenceplan.