26-årig horsensianer får seks års fængsel for at modtage 1,5 ton hash
På grund af corona sad en dansk mand næsten 11 måneder i marokkansk fængsel, før han blev udleveret.
Med en dom på seks års ubetinget fængsel til en 26-årig mand fra Horsens blev der torsdag næsten sat punktum i en omfattende sag om hashsmugling, som politiet har døbt "Operation Houston".
Politiets specialenhed Særlig Efterforskning Vest (SEV) indledte "Operation Houston" i sommeren 2017.
Læs også
I marts 2018 slog man i samarbejde med politiet i flere europæiske lande til i en større aktion. 20 personer blev anholdt, og mere end et ton hash blev beslaglagt.
Blev anholdt i Marokko sidste år
Sammen med en anden mand undgik den 26-årige Daniel Tobias Kristensen dog at blive anholdt. De var rejst til Spanien og fortsatte senere til Marokko.
I et retsmøde blev de varetægtsfængslet in absentia. Det betød, at de kunne eftersøges internationalt, og i februar sidste år blev de anholdt i Marokko.
Læs også
Herfra skulle de udleveres til Danmark. Men corona kom i vejen, og først i december kunne de skifte den marokkanske celle ud med en dansk.
Anklageren er tilfreds
Torsdag erkendte Daniel Tobias Kristensen i Retten i Horsens, at han havde stået for modtagelse, kontrol, ompakning og distribution af den halvanden ton hash, som gruppen smuglede til Danmark.
Desuden stod han for at indkassere pengene for hashen og give dem til en kurer, der sørgede for, at de kom til Holland og Spanien.
Læs også
Specialanklager Morten Rasmussen er godt tilfreds efter torsdagens dom.
- Jeg er særligt tilfreds med, at det retlige samarbejdet med de marokkanske myndigheder har båret frugt, og at der falder dom så hurtigt efter udleveringen fra Marokko til Danmark, udtaler han i en pressemeddelelse.
Den indsmuglede hash har haft en værdi på 75 millioner kroner
De halvanden ton hash blev smuglet til Danmark i hollandske og spanske lastbiler. Med en gadepris på 50 kroner per gram har den indsmuglede hash haft en værdi på 75 millioner kroner.
Læs også
At organisationen håndterede millioner af kroner viser en tidligere dom i sagskomplekset.
En svensk statsborger blev dømt for at have bragt 34 millioner kroner fra Horsens til Sverige. Her blev de vekslet til euro og bragt videre til Spanien og Holland.
Med torsdagens dom er i alt 42 personer dømt i forbindelse med "Operation Houston", og det er lykkedes politiet at optrevle en hel organisation.
- Vi har fået fat i alle dem, der har opereret i Danmark, siger Morten Rasmussen.
Læs også
Tilbage er kun en enkelt tiltalt i sagen. Det er den mand, som tilbragte næsten 11 måneder i et marokkansk fængsel sammen med Daniel Tobias Kristensen.